Bankkunder kostede 4.500 kr. stykket

Sydbank har efter alt at dømme gjort en god handel med overtagelsen af Tønder Bank.

Ifølge årsregnskabet fra Sydbank har det kostet sammenlagt 78 mio. kr. at integrere Tønder Bank. HOUGAARD NIELS

Overtagelsen af aktiviteterne i den konkursramte Tønder Bank kan meget vel vise sig at blive en god forretning for Sydbank.

I hvert fald hvis landets fjerdestørste bank formår at holde fast i de omtrent 17.000 kunder, der er fulgt med over fra den stærkt udskældte og nu lukkede bank.

Jeg er ikke i tvivl om, at det giver bundlinje for Sydbank, men det er ikke nogen stor forretning, de har købt.

Bankanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank.

Ifølge onsdagens årsregnskab fra Sydbank har det kostet engangsomkostninger for sammenlagt 78 mio. kr. at integrere Tønder Bank.

Det giver bundlinje

Det svarer til omtrent 4.500 kr. pr. kunde, der er tjekket ind hos Sydbank.

"Det er ikke dyrt. Hvis man år efter år kan tjene på kunden, så har de ganske givet gjort en god handel. Jeg er ikke i tvivl om, at det giver bundlinje for Sydbank, men det er ikke nogen stor forretning, de har købt," siger bankanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank til epn.dk.

Har regnet på det

Det synspunkt møder opbakning i det faktum, at Sydbank aktuelt har rundet kunde nummer 425.000. Dermed fylder de tidligere Tønder Bank-kunder, hvoraf kun 100 valgte en anden bankforbindelse end Sydbank, ikke meget.

"Vi har selvfølgelig regnet på det, og det er en økonomisk gevinst for Sydbank både på den korte og ikke mindst den lange bane, fordi der er tale om et stort kundegrundlag, som gennem årene har valgt Sydbank fra på trods af, at det er vores egen hjemmebane.

Der er masser af gode kunder at arbejde med, men også en portefølje af kunder med vanskeligheder, der var grundlaget for konkursen," siger Sydbanks områdedirektør for Sønderjylland Henning Dam til epn.dk.

For 30 mio. kr. kernekapital

Det har ikke været nødvendigt for Sydbank at tømme bankboksen for at få lov at overtage resterne af den krakkede bank. Men banken har dog bl.a. betalt 30 mio. kr. til de kunder, der havde investeret i hybrid kernekapital i Tønder Bank i september 2012.

Desuden har der været omkostninger til løn til fritstillede og opsagte medarbejdere for sammenlagt 24 mio. kr. 56 tidligere Tønder Bank-medarbejdere var ved årsskiftet ansat i Sydbank, mens 35 medarbejdere er afskediget.

Sydbank overtog samtidig 10 filialer fra Tønder Bank. I forbindelse med integrationen er der lukket otte filialer. Derudover har Sydbank lukket ni filialer i løbet af 2012 som et led i tilpasningen af betalingskonceptet, så banken nu råder over 95 filialer.

Læs også