Politiker melder region og Waterfront til politiet

"Det er bevidst svindel," siger Freddy Blak (S) om region, der hyrede Waterfront.

Freddy Blak har politianmeldt Region Syddanmark PR-bureauet Waterfront. Foto: Ole Steen

Det omstridte PR-bureau Waterfront er endnu engang blevet meldt til politiet.

Det er dog også Region Syddanmark, som brød reglerne, da man hyrede Waterfront til en kampagne mod en Kattegat-forbindelse, som vil styre trafikken uden om regionen.

Anmeldelsen kommer ifølge dr.dk fra Freddy Blak (S), som stiller op til Regionsrådet i Region Sjælland.

Træt af at se på snyd

"Det er fordi, jeg er træt af at se, at politikere og firmaer som Waterfront snyder og bedrager skatteyderne," siger han til dr.dk.

At Region Syddanmark betalte Waterfront for opgaven er der ikke noget juridisk problem med, men betalingen lød på over 800.000 kr., og så går den ikke.

For når det gælder opgaver for over 500.000 kr., skal andre have mulighed for at komme med en pris for arbejdet, men der var ingen udbudsrunde i dette tilfælde.

Region afviser kriminelle handlinger

"Det er bevidst svindel, der er foregået. Det kan vi ikke som skatteydere bare sidde og se på," siger Freddy Blak til DR Nyheder.

Direktør hos Region Syddanmark Mikkel Hemmingsen mener ifølge dr.dk ikke, at der er sket noget kriminelt i sagen, men har tidligere erkendt at der er sket fejl.

DR har ikke kunnet få en kommentar fra Waterfront, som i forvejen er blevet meldt til politiet for ulovlig overvågning af en tidligere medarbejder.

Læs også