Obligationer: Risikoappetit gav renteløft

Risikoappetitten slog igennem på obligationsmarkedet onsdag, der bød på en skuffende tyske obligationsauktion og en vellykket portugisisk af slagsen.

Foto: Peter Pereira/AP

Det var med til at puste stemningen mod mere risikable aktiver og kostede rentestigninger på 4-5 basispoint i Nordeuropa, mens der var lidt lettelse til de sydeuropæiske økonomier.

Den tyske stat fik kun solgt for lidt over 4 mia. euro 10-årige papirer i en auktion, hvor målet ellers var 5 mia. euro. De gik til en effektiv rente på 1,66 pct. Til gengæld fik Portugal solgt etårige obligationer til den laveste rente siden april 2010: 1,28 pct.

Eftermiddagen bød på nøgletal for boligbyggeriet i USA, som var nogenlunde som ventet, og ikke for alvor rykkede markedet. Der blev påbegyndt 890.000 boligenheder i januar ifølge de sæsonjusterede årlige tal, mens forventningen var omkring 920.000 ifølge Bloomberg. Til gengæld blev decembers tal oprevideret med 29.000 enheder.

Desuden viste forbrugertilliden i Eurozonen en mindre fremgang end ventet, da den steg til indeks minus 23,6 i februars foreløbige opgørelse mod -23,9 i januar.

Renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation, endte 4 basispoint højere end tirsdag i 1,80 pct. I Tyskland var der et lignende løft, mens de 10-årige renter i Italien og Spanien sluttede henholdsvis 0 og 2 basispoint lavere.

Læs også