Eksporten af dansk supersæd eksploderer

Når danske orner leverer varen i udlandet, kommer der automatisk penge tilbage til Danmark.

Foto: Per Folkver

Selvom langt de fleste danske smågrise mister deres manddom, når de i en tidlig alder kastreres for at forhindre ornelugt i kødet, er der alligevel nogle hangrise, som undslipper kniven. Sæden fra dem udgør en stigende del den danske landbrugseksport, skriver netmediet foodculture.dk.

Således udgjorde eksporten af dansk sæd og avlsdyr 1,5 mia. kr. i 2012, hvilket er en stigning på næsten 200 mio. kr. svarende til 14 pct. siden 2011, og en 50 pct. stigning siden 2008.

Fakta
  • En typisk dansk avlsorne magter at ejakulere to gange på en uge.
  • Selve ejakulationen varer 20 minutter, og det bliver ca. til en halv liter pr. ejakulation, som svarer til 30-40 doser.
  • I 2012 blev det til ca. 8 mio. sæddoser fra danske orner og en indtægt på rene sædafgifter på 89 mio., hvoraf halvdelen kom fra danske orner på udenlandsk jord.

"Siden vi i 2008 for alvor begyndte at sælge gener fra danske grise på eksportmarkederne, er efterspørgslen kun gået en vej, og det er op. Danske gener er på vej ind på flere udenlandske markeder, hvor de vinder stadig flere markedsandele," siger direktør for Videncenter for Svineproduktion under Landbrug & Fødevarer, Nicolaj Nørgaard.

Et godt ry

Direktøren ser eksportsuccesen som et resultat af et historisk tæt samarbejde mellem svineproducenter, avlere, Aarhus Universitet og de sælgere, der arbejder for at udbrede de danske gener.

Ifølge Nicolaj Nørgaard efterspørger eksportmarkederne danske gener, fordi de danske avlsdyr og dansk ornesæd grundlæggende sikrer robuste og produktive grise med en høj spisekvalitet.

"Danske grise har en god tilvækst, et lavt miljøvenligt foderforbrug og er sunde. Og det betyder ud over raske dyr og et lavt medicinforbrug også, at kødet har en høj grad af fødevaresikkerhed som danner basis for højværdiprodukter. Det er den analyse, der får flere og flere europæere, kinesere, russere og sydamerikanere til at købe gener fra danske grise," siger han til foodculture.dk.

Der kommer penge retur

Formanden for Dansk Svineavl, Laurids Søndergaard, forudser, at interessen for danske gener vil stige yderligere. Og han er ikke bekymret for, at branchen sælger ud af arvesølvet.

"Vi har allerede fløjet masser af avlsorner til udlandet, og hver gang de leverer en dosis sæd, aktiverer den en afgift til de danske landmænd som en slags royalty. Afgiften er med til at finansiere den forskning og udvikling, der gør, at vi i Danmark har en afgørende forspring på gener." Laurids Søndergaard forudser en fremtid med endnu flere danske orner rundt om i verden og voksende indtægter til Danmark.

"Et optimistisk bud herfra er, at vi kan øge eksporten af gener med 25 pct. om året de næste 10 år," siger Laurids Søndergaard, som sammen med otte kollegaer har investeret ca. 50 mio. i et projekt i Kina, hvor de håber at kunne sende 5.000 avlsgrise af sted om året.

Læs også