McDonald’s satser efter russisk burgerfest

Ruslands første restaurant overhaler alle andre i verden. Så nu skal der smedes.

George A. Cohon, der etablerede den første McDonald's i Moskva for 20 år siden. Foto: Ivan Sekretarev/AP

Den økonomiske vækst i Rusland tiltrækker flere og flere udenlandske selskaber og det har blandt andet fået de internationale fastfoodrestauranter i gang med at planlægge udvidelser. Seneste har mastodonten McDonald’s annonceret et storstilet ekspansionstogt i Rusland.

Fastfoodkæden, der har drevet sine egne restauranter i Rusland siden entréen i 1990, underskrev i 2012 sin første franchiseaftale med Ruslands største restaurationsselskab Rosinter, som vil åbne sine første McDonald’s restauranter i Moskva og Skt. Petersborg inden årets udgang.

På nye hænder

McDonald’s søger nu nye lokale selskaber til at lave franchiseaftaler med, da selskabet primært vil bruge denne ekspansionsmetode i de områder af landet, hvor det er mindre økonomisk attraktivt for selskabet at bestyre restauranterne selv.

- På den anden side af Uralbjergene, er vi interesserede i både det vestlige og østlige Sibirien, og vi overvejer også franchiseaftaler med restauranter i Ruslands vestlige enklave Kaliningrad, udtaler adm. direktør for McDonald’s i Rusland Khamzat Khasbulatov ifølge Reuters.

McDonald’s vil til at begynde med udvide sine franchiseoperationer i Rusland for at kunne ekspandere dybere ind i landet før rivaliserende internationale restaurantkæder gør det. McDonald’s planlægger desuden også, at åbne mindst 150 selvbestyrede restauranter i landet inden for de næste tre år.

Rift om russiske maver

McDonald’s har allerede 357 restauranter i mere end 85 russiske byer, hvoraf de 46 åbnede sidste år.

Annonceringen fra McDonald’s kommer efter, at amerikanske Yum Brands, ejeren af KFC, tidligere på måneden sagde, at selskabet planlægger at åbne op mod 70 nye restauranter i Rusland og andre tidligere sovjetiske lande i år. Yum Brands er ligesom McDonald’s også på udkig efter nye franchisepartnere. Andre globale fastfoodkæder som Subway og Burger King vokser også støt i Rusland.

McDonald’s var den første internationale fastfoodkæde på det russiske marked, da landet i 1990 åbnede sin restaurant på Moskvas Pushkin Plads. Netop restauranten på Pushiks plads havde sidste år på globalt plan det største salg og betjente flere kunder end nogen anden McDonald’s restaurant.

BRANCHENYT
Læs også