Nyansatte fortsætter jobjagten

Over halvdelen holder stadig øje med andre jobmuligheder efter ansættelsen.

65 pct. holder øje med ledige stillinger, selvom de lige har fået et job.  Foto: Colourbox

Endelig er det slut med at skrive ansøgninger og gå til jobsamtaler med svedige håndflader, for du har fået et job.

- Alligevel stopper du ikke med at holde øjnene åbne for andre, mulige job.

Det er virkeligheden for over halvdelen af kandidaterne, i en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som jobportalen StepStone har lavet blandt sine brugere.

65 pct. holder stadig øje

Ifølge undersøgelsen svarer knap 55 pct. at de stadig holder øje med nye jobmuligheder på trods af, at de lige har fået et nyt job.

10 pct. af de adspurgte nøjes ikke med at holde øje, men søger aktivt efter nye jobmuligheder og sender ansøgninger efter, at de har fået et job.

De resterende cirka 35 pct. holder ikke øje med alternative jobmuligheder, når de først har fået et arbejde.

Alternativer giver tryghed

"Jeg tror, det skyldes den usikkerhed, der ligger i en nyansættelse," siger administrerende direktør hos StepStone Danmark, Bettina Ravn. Hun henviser både til, at man som medarbejder typisk har en prøveperiode på tre måneder, hvor man kan blive afskediget med kort varsel, og at man som ny medarbejder ofte kan have en følelse af, at man står først for, hvis der skal afskediges en medarbejder.

Flere jobportaler har tilbud, der gør det nemt for brugerne fortsat at holde øje med ledige job. F.eks. kan man på mange sider få sendt e-mails med ledige job, der matcher ens kvalifikationer - også efter man er kommet i arbejde.

"Der er en vis tryghed i at vide, at der findes andre muligheder, hvis nu noget skulle gå galt i det nye job," siger Bettina Ravn.

Læs også