Hold bedre øje med din smartphone

Siden 2008 er antallet af smartphone-tyverier tyvedoblet.

Det er især under byture, at mange unge får stjålet sin smartphone. Foto: Maria Fonfara

Unge får stjålet smartphones som aldrig før. Sidste år erstattede forsikringsselskabet Topdanmark 765 smartphones til selskabets kunder mellem 18 og 28 år.

Det er en tyvedobling på kun 4 år.

Mange af dem, som får stjålet sin smartphone, skal dog selv betale for en ny. 21 pct. af unge mellem 18 og 34 år har nemlig ingen indboforsikring, viser en undersøgelse fra Forsikring og Pension.

En indboforsikring dækker ellers tyverier af smartphones i de fleste tilfælde.

Stjålne smartphones
  • 2008: 30
  • 2009: 175
  • 2010: 333
  • 2011: 613
  • 2012: 765

Skidt sted at spare

Hos Topdanmark mener man, det er en dum idé at spare indboforsikringen væk.

"Én ting er, hvis smartphonen bliver stjålet. Det er trods alt ikke totalt ødelæggende for økonomien. Men forsikringen dækker også andre skader efter f.eks. brand og skybrud, der kan løbe op i rigtig mange penge," siger privatkundedirektør Erik Adrian.

"Og så dækker en indboforsikring også ansvarsskader, hvis du f.eks. cykler ind i nogen og er skyld i, at de kommer til skade eller kommer til at ødelægge deres ting.”

Indboforsikring
  • Unge er dækket af deres forældres indboforsikring, når de bor hjemme.
  • Flytter de hjemmefra, er de typisk dækket, til de fylder 21 år.
  • De fleste indboforsikringer indeholder en ansvarsforsikring, som dækker, hvis man skader andre eller andres ting.

Prisen er afgørende

Ikke overraskende er prisen den afgørende årsag til, at mange unge vælger en indboforsikring fra.

Samtidig er det den vigtigste parameter for de unge, der vælger at have en indboforsikring og skal træffe beslutning om, hvilket forsikringsselskab de ønsker at bruge.

Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Topdanmark.

Læs også