Kunderne skal lokkes ud af byggemarkederne

Farvehandlere bliver presset til at lukke. Nyt tiltag i kampen om kunderne.

Forbrugerne er blevet mere bevidste om prisen på maling. Det presser de små, lokale farvehandlere.  Foto: Thomas Wilmann

10 pct. af de selvstændige farvehandlere i Danmark må hvert år dreje nøglen om, og i dag er der kun cirka 650 farvehandlere tilbage på landsplan.

"De små farvehandlere har været under pres fra byggemarkederne i de sidste 10 år, men det er især under finanskrisen, at presset er eskaleret," siger salgschef i Beckers Maling, Søren Arendal.

Han bekræftes af Ole Draborg, direktør fra Danske Malermestre, der også mærker, at branchen er meget presset for tiden.

Mere prisbevidste kunder

"Forbrugerne er blevet langt mere prisbevidste - de tjekker priserne på internettet, inden de tager ud for at købe malingen," siger Søren Arendal og fortsætter:

"De er ikke villige til at betale mere for den samme maling, bare fordi det er den lokale farvehandler, der sælger den."

Hos Danske Malermestre kan man ligeledes se en tendens til, at private kunder i stigende grad køber deres maling i byggemarkeder, der typisk har et større vareudbud end de små, lokale farvehandlere.

Byggemarkedet gør det nemt

I byggemarkedsbranchen forklarer man den stigende interesse med, at det er nemt for kunderne at købe malingen i et byggemarked.

"Når man skal i gang med at male, er man jo typisk også i gang med flere andre ting i hjemmet, og så er det nemt, at man kan klare det hele på samme sted," siger Palle Thomsen, der er administrerende direktør i TUN, der er brancheorganisation for byggemarkederne i Danmark.

God rådgivning skal være redningen

For at forhindre flere lukninger har en række farvehandlerne planer om at fokusere intensivt på god rådgivning og service. Bl.a. har Beckers Maling lanceret Colorama, der er et koncept, som små farvehandlere kan adoptere, ved at lade deres forretning omdøbe til Colorama.

Coloramabutikkerne tilbyder kunderne at få en indretningsarkitekt med, når de køber maling i deres butik, så kunderne kan tage vejledningen med hjem.

Der er i dag 23 farvehandlere, der er tilknyttet Coloramakonceptet.

Læs også