Analyse: Håndværkerfradrag vil redde tusindvis af job

Mange byggefirmaer kan rive planlagte fyresedler i stykker, vurderer Håndværksrådet.

I 2012 anvendte 271.550 danskere boligjob-ordningen. Foto: Ole Lind

Danskernes lyst til at renovere hus vil blomstre, og små og mellemstore virksomheder inden for byggebranchen undgår at skulle fyre tusindvis af medarbejdere.

Sådan lyder det fra Håndværksrådet, som er hovedorganisation for små og mellemstore virksomheder inden for især byggebranchen, ovenpå meldingen om, at regeringen vil genoplive den boligjob-ordning, som ellers stoppede ved nytår.

Ordningen giver fradrag for håndværkerudgifter i private hjem til blandt andet vedligeholdelse, rengøring og havearbejde.

Børsen erfarer, at ordningen præsenteres tirsdag som en del af konkurrenceevnepakken.

Forhindrer fyringer

Ifølge Håndværksrådets analyser skabte håndværkerfradraget mindst 4.000 job alene inden for renoveringer på byggeområdet.

"Hvis boligjobplanen bliver gennemført i samme målestok, kan vi forvente, at det antal job nu bevares, og at det forhåbentligt kan sætte endnu mere gang i branchen," siger afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm.

Samtidig viser en undersøgelse fra Håndværksrådet, at 30 pct. af en række adspurgte virksomheder inden for byggebranchen forventer at afskedige medarbejdere i den nærmeste fremtid.

"Indfører man boligjob-ordningen, tror vi, man kan forhindre størstedelen af disse afskedigelser."

2,8 mia. kr.

Håndværksrådet foreslår, at den populære ordning bliver gældende allerede fra den 1. marts, så aktiviteten i byggebranchen ikke stopper.

Boligjob-ordningen sikrede i gennemsnit private over 18 år et fradrag på omtrent 10.000 kr. i 2011 og 2012, viser en opgørelse fra Skat.

Alene sidste år anvendte 271.550 danskere ordningen. Det samlede fradrag var 2,853 mia. kr.

Læs også