Sådan ser konkurrenceevnepakken ud

Regeringen har offentliggjort planen, der skal skabe vækst og flere job i Danmark.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, finansminister Bjarne Corydon og skatteminister Holger K. Nielsen præsenterede tirsdag formiddag udspillet 'Vækstplan DK - Stærke virksomheder, flere job' på et pressemøde i Statsministeriets Spejlsal. Foto: Linda Johansen/Polfoto

"Vækstplan DK - Stærke virksomheder, flere job".

Sådan lyder titlen på den konkurrenceevnepakke, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) fremlagde tirsdag formiddag.

Tredelt plan

"Planen skal skabe 150.000 nye private job i virksomhederne og øge velstanden med 40 mia. kr i løbet af de næste syv år," fortæller finansminister Bjarne Corydon.

Han forklarer, at planen falder i tre dele:

1. spor: Der skal flere i beskæftigelse. Dette vil bl.a. blive sikret via SU-, og kontanthjælpsreformerne.

2. spor: Danske virksomheders vilkår skal forbedres og produktiviteten skal øges. Det skal være mere attraktivt at lave virksomhed i Danmark.

3. spor: Væksten i det offentlige forbrug skal sættes ned. Det vil sige at regeringen sætter væksten ned for, hvor meget den offentlige sektor kan vokse.

Se hele planen hos Finansministeriet

Pakken indeholder følgende konkrete elementer:

Selskabsskatten sænkes

Selskabsskatten nedsættes fra 25 pct. til 22 pct. Sænkelsen skal ske gradvist med 1 procentpoint over de næste tre år.

Regeringen vil i 2014 investere 4 mia. i at sikre attraktive vilkår til virksomheder. Beløbet vil stige til cirka 10 mia. kr. i 2020.

Bankerne og olieselskaber, får ikke del i skattenedsættelsen.

Afgift for energi og spildevand sænkes for virksomhederne, og afgifter for emballage forsvinder helt. Det gør det ifølge regeringen lettere for virksomhederne at fastholde og skabe arbejdspladser.

Regeringen lover desuden, at der ikke kommer flere skatter og afgifter til erhvervslivet.

Moms på hotel- og restaurationsbesøg nedsættes

Fradrag på hotel- og restaurationsmomsen øges fra de nuværende 50 pct. til 75 pct.

Det betyder, at virksomheder, der sender deres medarbejdere på hotel- og restaurationsbesøg, kan se frem til at kunne fradrage mere af momsen på overnatninger og måltider.

Håndværkerfradraget genindføres

Håndværkerfradraget genindføres, så forbrugerne også kan benytte sig af ordningen med virkning fra 2013 og i hele 2014 med.

"Der er mange steder i byggebranchen, der måske vil til at fyre folk - det tager vi alvorligt," siger Holger K. Nielsen.

Det offentlige forbrug sænkes

Pengene findes ved lavere vækst i det offentlige forbrug.

Det offentlige forbrug kan stadig vokse år for år, men regeringen skruer ned for stigningstakten, så det offentlige forbrug frem mod 2020 bliver 0,6 pct. i stedet for 0,8 pct., som regeringen ellers tidligere planlagde.

4 mio. til boligrenovering

Landsbyggefonden får 4 mia. kr. til renovering af almene boliger.

Pengene skal primært bruges i landdistrikterne, og skal bl.a. også gå til kystsikring, nedrivning af faldefærdige huse, bredbåndsudvikling og infrastruktur.

Mere voksen- og efteruddannelse

Regeringen vil afsætte 1 mia. kr. til voksen- og efteruddannelse mellem 2014-17. Den forventer at komme med et udspil til en reform af erhvervsuddannelserne i løbet af 2013.

Planen er både kort- og langsigtet

"Planen skaber både job her og nu, og gør samtidig Danmark i klar til at gribe opsvinget, når de internationale konjunkturer vil vende," siger statsministeren om vækstpakken, der er regeringens opdaterede 2020-plan.

Forhandlingerne om planen starter torsdag.

Læs også