Topchef: Noget af det rigtige for Danmark

Regeringen tager fat i Danmarks problemer. Det fortjener anerkendelse, mener Grundfos-chef.

"Regeringen tager omsider livtag på landets problemer," siger Grundfos’ koncernchef, Carsten Bjerg.  Foto: Mikkel Berg Pedersen

Noget af det rigtige for Danmark.

Sådan lyder bedømmelsen fra koncerndirektør hos pumpevirksomheden Grundfos Carsten Bjerg af den konkurrenceplan, som regeringen fremlagde tidligere tirsdag.

Nye arbejdspladser

Planen skal først og fremmest sikre 150.000 nye arbejdspladser i det private erhvervsliv frem til 2020, og det er i pumpechefens optik den helt rigtige vej at gå for Danmark.

"Regeringen tager omsider livtag på landets problemer ved at satse på jobvækst i den private sektor og ikke åbne op for øget offentligt forbrug. Det sidste bliver Danmark ikke rigere af.

Uden vækst i private arbejdspladser vil der ikke være plads til SU eller kontanthjælp i fremtiden. Vores velfærd er udfordret, og det er som om regeringen har set skriften på væggen. Derfor er regeringens reformtiltag noget af det rigtige," siger Carsten Bjerg, der i 2012 blev kåret til årets leder i Danmark.

Regeringen er inde på noget af det rigtige og nødvendige for det danske samfund, hvis vi vil fastholde velfærden og skabe mere beskæftigelse.

Carsten Bjerg, koncerndirektør, Grundfos

Det er et væsentligt element i pakken, at selskabsskatten bliver sænket fra de aktuelle 25 pct. til 22 pct. i løbet af tre år. Dermed vil danskerne bevæge sig i samme retning som Sverige, der har lavet samme manøvre med selskabsskatten.

Giver luft og optimisme

Det vil ikke umiddelbart påvirke beslutningerne på Grundfos' hovedsæde i Bjerringbro, men alligevel mener topchefen, at beslutningen får betydning for dansk erhvervsliv.

"Sænkelse af selskabsskatten vil ikke ændre vores planer her på Grundfos, men det vil helt sikkert skabe luft, optimisme og flere investeringer hos mange små og mellemstore virksomheder, og det er især her, at de nye job skal skabes.

Forventer bred opbakning

Også de bedre vilkår for erhvervsdrivende fonde, BoligJobordningen, investeringer i effektiv energianvendelse i private bygninger og renovering af almene boliger er gode tiltag," siger Carsten Bjerg, der forventer, at de foreslåede ændringer vil få bred opbakning i Folketinget.

Mere branchespecifikt roser han de nye muligheder for vandsektoren.

"Det er også positivt, at regeringen med udspillet lægger op en mere effektiv og dynamisk vandsektor. Dette kan reducere omkostningerne for virksomhederne og føre en større hjemlig efterspørgsel efter vandeffektive teknologier. Begge dele vil kunne styrke dansk konkurrenceevne," siger Carsten Bjerg.

Læs også