Sådan undgår du dyre kloakskader

Du kan på enkelt vis forebygge dyre kloakskader.

Det kan blive både dyrt og ærgerligt at have nedslidte kloakrør, hvis uheldet er ude, og husforsikringen ikke dækker skjulte rørskader.

Hvis husforsikringen derimod dækker, er det fortsat ikke til at komme uden om det ærgerlige i situationen.

Tjek brønden løbende

JP-Rundspørge
Tallene viser, hvor stor en andel af selskabernes villa-kunder, der har en husforsikring med dækning for skjulte rørskader.
  • Alka: 90 pct.
  • Codan: 90 pct.
  • GF: 90 pct.
  • Topdanmark: 80 pct.
  • Tryg: 90 pct.

Men - der er mulighed for at undgå scenariet, hvor toilettet nægter at lystre, og hvor kontoen går i minus. Det fortæller Peter Andersen, der inspicerer kloakker for virksomheden J. Berner Pedersen.

”Hvis man har en brønd, kan man gå ud og lette dækslet og se, om vandet fra toilettet eller køkkenet render igennem. Hvis det ikke gør, er der noget galt,” siger Peter Andersen, der anbefaler at tjekke brønden én gang om året.

Ved løbende at tjekke sin kloak kan husejerne forhindre en kloakskade i at udvikle sig. Og det kan ud fra et økonomisk perspektiv være en rigtig god ide.

Undgå den helt store regning

”Hvis man opdager og får repareret skaderne i god tid, er det muligt at undgå at skulle banke alt for meget op inde i huset,” siger Peter Andersen.

Ifølge Dansk Byggeri koster en kloakskade typisk mellem 40.000-100.000 kr. En rundspørge foretaget af Jyllands-Posten viser, at ca. hver 10. villa-kunde hos de største danske forsikringsselskaber ikke har en husforsikring, der dækker skjulte rørskader.

Læs også