Ny japansk centralbankchef ventes at ankomme med manér

Den nye centralbankchef ventes allerede to uger efter sin tiltrædelse at være med til at sende endnu flere penge ud i den japanske økonomi.

Haruhiko Kuroda bliver efter alt at dømme Japans nye centralbankchef. Og der er store forventninger til selv hans første indsats. Foto: JP

 Et tiltag som endegyldigt skal overbevise de japanske forbrugere og virksomheder om, at de bør indkalkulere fremtidige prisstigninger og ikke prisfald, som ellers har været normen i Japan i de sidste mange år.

Japan skal have ny centralbankchef den 19. marts, og det bliver efter alt at dømme den nuværende direktør for Asian Develoment Bank Haruhiko Kuroda, efter at han torsdag blev nomineret til posten af Japans premierminister Shinzo Abe.

Han håber på, at den nye centralbankchef yderligere vil lempe pengepolitikken i et forsøg på at få trukket Japan ud af en længerevarende periode med deflation.

En tilbageholdt klemme

Deflation betyder generelt faldende priser i en økonomi, hvilket blandet andet øger den japanske offentlige gæld i reale termer, mens forbrugernes og virksomhedernes incitament til at udsætte forbrug og investeringer øges.

En stribe finanshuse forventer, at den japanske centralbank allerede på sit møde den 3. og 4. april vil lempe pengepolitikken yderligere i kampen mod deflation.

- Festen er kun lige begyndt. Giv os mere alkohol og få os gjort feststemte. Han vil gøre det, lyder det metaforisk fra Japan økonom hos den amerikanske JPMorgan Chase Masaaki Kanno, som allerede i januar korrekt forudsagde, at Haruhiko Kuroda ville blive nomineret som ny centralbankchef.

Plan ventes at blive fremrykket

JP Morgan Chase forventer, at Bank of Japans uendelige opkøbsprogram af aktiver, som er planlagt at blive igangsat til januar næste år, vil blive fremrykket og allerede igangsættes i maj eller juni.

Økonom hos den japanske investeringsbank, Nomura Tomo Kinoshita, forudser en forøgelse af Bank of Japans nuværende aktivopkøbsprogram på 10.000 mia. yen (617 mia. kr.), når centralbanken mødes i begyndelsen af april.

Nye tal viste fredag, at de japanske kerne-forbrugerpriser, der ekskluderer de volatile priser på friske madvarer, faldt 0,3 pct. i januar sammenlignet med december og de faldt 0,2 pct. fra samme måned i fjor. Økonomerne havde forventet et fald på netop 0,3 pct.

Læs også