Analytiker: Lundbeck-middel bliver sværvægter

Det netop godkendte skizofreni-middel Abilify Maintena bliver ifølge analytiker en af sværvægterne inden for et voksende produktsegment.

Foto: Lundbeck

Fredagens FDA-godkendelse af skizofreni-midlet Abilify Maintena er milliarder værd for Lundbeck. Det er vurderingen fra Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

”Mit topsalgsestimat lyder på 3,1 mia. kr., og i USA alene forventer jeg et topsalg på 656 mio. kr. Det er ud fra en gennemsnitsprisbetragtning, men vi kender endnu ikke den endelige pris i USA, så der er en vis usikkerhed.”

Stort potentiale

Det er positivt for Lundbeck, for dagens nyhed er ligesom gårsdagens nyhed om EMA-godkendelsen af alkoholpillen Selincro noget af det, der skal være med til at udfylde patentkløften for det danske selskab.

 Lundbeck får godkendt alkoholpille i Europa 

”Mens vi er lidt usikre på, hvor stort potentialet er for alkoholpillen, så er der til gengæld stort potentiale for det her middel. For det er i forvejen verdens mest udskrevne skizofrenimiddel i daglig dosis med et årligt salg på ca. 5 mia. dollar.”

I USA sælger Bristol Myers-Squibb nemlig allerede et middel med det aktive stof i en daglig dosis, men Lundbeck har sammen med partneren Otsuka, der udviklede det oprindelige middel, udviklet et lægemiddel, der kun skal injiceres én gang i måneden. Og det er ifølge Søren Løntoft Hansen et særdeles væsentligt aspekt.

Kommende sværvægter

Omkring halvdelen af patienterne med skizofreni er nemlig tilbøjelig til at undlade at tage den ordinerede medicin. Det er bl.a. en konsekvens af manglende sygdomserkendelse, manglende erkendelse af positiv effekt af det ordinerede middel, bivirkninger og en generel negativ holdning til medicin. Hertil kommer at en større andel af patienterne misbruger alkohol og stoffer, hvilket komplicerer tilstanden og behandlingen.

”Det kan derfor være hensigtsmæssigt at bruge psykosemidler i depotform, for at modvirke patienternes overvejelser om, hvorvidt medicinen skal indtages eller ej. En depotformulering med en månedlig injektion vil derfor mindske sandsynligheden for tilbagefald,”  forklarer han og tilføjer:

”Depotformulering udgør ikke en stor andel af den samlede behandling inden for psykofarmaka, men det vil i mine øjne vokse kraftigt de kommende år, og jeg forventer, at Abilify vil være en af sværvægterne inden for depotformuleringer.”

God timing

Analytikeren påpeger desuden et ekstra perspektiv ved dagens godkendelse.

”Ud over, at man får godkendt midlet i USA, så får man også en tilstedeværelse på det amerikanske marked, når man skal lancere midlet. Den tilstedeværelse blandt sælgerne kan man så bruge, når man forhåbentlig skal lancere depressionsmidlet Brintellix i USA, hvilket måske sker i efteråret 2013, hvis det bliver godkendt,” siger Søren Løntoft Hansen og uddyber:

”Der er et godt overlap i forhold til at opruste salgsstyrken og intensivere sælgerkorpset. I det lys er timingen af godkendelsen egentlig ganske fin.”

Man forventer stadigvæk, at Lundbeck vil indsende ansøgning for Abilify til de europæiske myndigheder i 2013.

 Analytiker: Lang penetreringstid for alkoholpille

 Analytiker: En lille, men positiv nyhed for Lundbeck 

Læs også