Bondo har brugt natten på at svare på egne spørgsmål

Lærernes formand har fredag formiddag sendt konkrete ændringsforslag til KL.

Anders Bondo Christensen er klar til at bruge weekenden på at genoptage forhandlingerne om lærernes overenskomst.  Foto: Stine Bidstrup

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, har i formiddag sendt KLs chefforhandler Michael Ziegler en række konkrete forslag til ændringer af overenskomsten.

”Michael Ziegler sagde i Nyhederne i går at han savner konkrete udspil fra os, så det har jeg arbejdet på hele natten,” forklarer Anders Bondo Christensen og fortsætter:

”Klokken 10 i formiddags sendte jeg Michael Ziegler nogle konkrete forslag, så jeg går ud fra, han nu har fået, hvad han vil have."

Han forklarer, at KL ikke var tilfredse med de spørgsmål, som lærerforeningen var mødt op med til forhandlingerne af deres overenskomst, men i stedet ville have konkrete forslag fra lærerne. Det får de nu:

"I stedet for at spørge til i hvor god tid, læreren skal have at vide, hvis arbejdstiden bliver ændret, har vi sagt at læreren skal kende omfanget af arbejdstiden med minimum en månedsvarsel," siger han som eksempel.

Klar til forhandlinger i weekenden

Anders Bondo Christensen mener, at KL har fået, hvad de bad om. Derfor forventer han, at KL nu er klar til at forsætte forhandlingerne snarest.

Han anerkender dog, at det formentlig ikke bliver i dag at forhandlingerne bliver genoptaget, da parterne skal bruge eftermiddagen på at orientere forligskvinden i Statens Forligsinsitution. Forligsinstitutionen er er en institution, som hjælper arbejdsmarkedets parter med at nå til enighed - hvis parterne ikke selv når til enighed inden, skal forligskvinden afgøre forhandlingernes videre forløb på mandag.

”Jeg ser meget gerne, at vi tager forhandlingerne op igen i morgen. Derfor har jeg sagt til mine medarbejdere, at de skal være på standby i weekenden, så vi kan fortsætte forhandlingerne."

Læs også