Obligationer: Renterne faldt på mut aktiedag

Investorerne tabte risikolysten fredag, hvor fokus var på de automatiske budgetbesparelser på 85 mia. dollar, der træder i kraft i USA, hvis ikke politikerne når til enighed om andet.

Foto: AP/J. David Ake

Da det danske marked lukkede for weekenden, var der endnu intet nyt fra forhandlingerne mellem Demokraterne og Republikanerne i Washington.

Den europæiske handelssession startede på baggrund af et skuffende nøgletal fra Kina, hvor såvel det officielle kinesiske PMI-indeks som PMI-indekset fra HSBC og Markit Economics vidnede om en langsommere ekspansion i februar.

Det sendte de aktiemarkederne ned over det meste af Europa, da investorerne søgte med de fastforrentede papirer. De danske renter faldt i løbet af dagen, og den toneangivende 10-årige statsobligation endte med en rente på 1,56 pct., 2 basispoint lavere end torsdag.

Selv ikke et positivt overraskende ISM-indeks fra USA kunne vende stemningen, omend det blødte op for aktiekursfaldene og sendte renterne en anelse op. Indekset steg til 54,2 fra 53,1 måneden før, hvor der ifølge Bloomberg News var ventet et fald til 52,5.

Også fra Sverige kom der en positiv overraskelse. Bruttonationalproduktet udviklede sig nemlig bedre end frygtet til fjerde kvartal.

Det svenske bruttonationalprodukt steg 1,4 pct. i forhold til samme kvartal i 2011. Sammenlignet med kvartalet før var der tale om et uforandret niveau. Ifølge SME Direkt var der blot ventet en stigning i BNP på 1,0 pct. på årsbasis, mens der på kvartalsbasis var ventet et fald på 0,8 pct.

- Det var på forhånd ventet, at Sverige ville blive trukket med ned af de globale svagheder, især europæiske og ikke mindst danske, som vi så i slutningen af 2012. Forventningen blev heldigvis ikke opfyldt, konstaterede seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø fra Handelsbanken.

Læs også