Danskerne går shop-amok på små skærme

For internetbutikkerne er det dog ikke altid en fordel, at købet sker på en smartphone.

LIND OLE

Smartphonen har i flere år fulgt danskerne overalt. Men hidtil har vi været tilbageholdende både med at besøge og købe på internetbutikker fra vores mobile skærme.

Dette billede er dog ved at ændre sig i et særdeles hæsblæsende tempo, skriver 24timer.

Fra 2011 til i dag er andelen af besøg hos danske internetbutikker fra smartphones og tablets tredoblet fra omkring 10 procent til 30 procent af den totale trafik.

»Det er meget overraskende, at danskerne i så stort omfang bruger mobile enheder til at besøge webbutikkerne med. Det virker ikke urealistisk, at over halvdelen af alle besøg vil være fra mobil og tablet om blot et år,« siger Jacob Kildebogaard, webanalytiker og direktør for Webshopindeks.dk, der samler alle besøgs- og salgstal fra over 350 danske internetbutikker.

Der er dog et problem for både butikkerne og især for kunderne: Det er stadig alt for svært at købe varer med telefonen, særligt på de små mobilskærme.

»Selv om der bliver købt meget mere med mobilen, så fører et besøg fra en computer stadigvæk fire gange så ofte til et salg. Problemet er, at mange webbutikker ikke er godt nok optimeret til mobiltelefoner,« siger Jacob Kildebogaard til 24timer.

Læs også