Forsikringsselskaberne svarer igen

Regeringen vil have forsikringsselskaberne til at give rabat til kunder, som klimasikrer huset. I må også tage ansvar, lyder modsvaret.

Aarhus er også tidligere blevet ramt af oversvømmelser. Foto: Jan Dagø

"Det ligger lige til højrebenet at tilføje klimasikringer som en del af ordningen."

Troels Rasmussen, kommunikationsdirektør i Tryg.

I stedet for at lægge ansvaret over på forsikringsselskaberne bør regeringen inkludere klimasikringer i den kommende boligjobordning og samtidig stille skarpt på at forbedre infrastrukturen i de enkelte kommuner.

Sådan lyder det fra flere af landets forsikringsselskaber, efter at miljøminister Ida Auken (SF) har foreslået, at boligejere, som klimasikrer sit hus, skal have en rabat på husforsikringen.

Ida Auken mener, at selskaberne skal sænke priserne på forsikringspræmierne, hvis en boligejer eksempelvis installerer et højvandslukke for at undgå oversvømmelse i kælderen.

Nytter ikke

Men ofte kan et højvandslukke slet ikke forhindre oversvømmelser. Derfor nytter det heller ikke noget, at regeringen sender aben videre til forsikringsselskaberne, lyder kritikken.

"En del af de kunder, som fik dyre skybrudsskader i 2011, måtte konstatere, at vandet ikke kom op ad dækslet i kælderen. Det kom ind gennem skakter, døre og vinduer, fordi de bor i områder, hvor kloakker og afløb ikke er gearet til at håndtere den slags monstervejr," siger kommunikationschef i Topdanmark, Jens Langergaard, til epn.dk.

"Et højvandslukke reducerer givetvis risikoen for oversvømmelser hos mange – men det er langt fra alle. Hvis en gade bliver fyldt med vand, og den infrastruktur, som skal føre vandet ud til afløbsbassiner, ikke kan klare opgaven, kan det være lige meget, om man har et højvandslukke. Vandet kommer ind alligevel," tilføjer han.

Han bakkes op af Codan Forsikring.

"Infrastrukturen er særdeles afgørende, og her spiller staten og kommunerne en stor rolle," siger kommunikationsdirektør Jeannette Fangel Løgstrup til epn.dk.

Skybrud kostede 6 mia. kr.

Skybrudsskaderne i 2011, som især ramte Københavnsområdet, kostede både husejere og forsikringsselskaber dyrt. De samlede skader løb op i 6 mia. kr.

Efterfølgende fremlagde regeringen en klimasikringsplan, der skal sikre Danmark mod kæmperegninger efter oversvømmelser. Inden udgangen af 2013 skal alle kommuner udforme deres egen tilpasningsplan.

Men man kan gå endnu længere end klimatilpasningsplaner, mener forsikringsselskaberne. De foreslår, at regeringen inkluderer klimasikringer i den kommende boligjobordning, så flere danskere får lyst til at klimasikre sit hus.

Boligjobordningen

Du kan få fradrag for:

  • Service i hjemmet - rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde.
  • Vedligeholdelse og reparation - både på boligens ydre rammer og indre rammer.
  • Fradraget gælder op til 15.000 kr. årligt pr. voksen i hustanden.

Kilde: Bolius.dk.

"Regeringen bør give tilskud"

"Det ligger lige til højrebenet at tilføje klimasikringer som en del af ordningen," siger kommunikationsdirektør i Tryg, Troels Rasmussen, til epn.dk.

Boligjobordningen giver fradrag for håndværkerudgifter i private hjem til blandt andet vedligeholdelse, rengøring og havearbejde. Forslaget går altså på, at klimasikringer bør tilføjes listen over fradragsberettigede udgifter.

"Vi synes, det er en rigtig god idé. Det store spørgsmål er jo, hvem der skal betale regningen, og vi mener, at staten bør give tilskud til klimaforbedringer," siger Lise Agerley, kommunikationschef i Alka, til epn.dk.

Klar til dialog

Da Ida Auken udtalte, at forsikringsselskaberne skal give rabat til klimasikrende kunder, sammenlignede hun med husejere, som sætter en tyverialarm op. De får rabat på deres indboforsikring, og derfor bør der også være rabat at hente, hvis man klimasikrer sit hus, sagde hun.

Men det er en forenklet sammenligning, mener Topdanmark.

"En tyverialarm reducerer faktisk risikoen for indbrud. Dels præventivt og dels fordi tyven har mindre tid til at ribbe huset for værdier og slippe væk. Men det er ikke hos alle boligejere, at et højvandslukke eller dræn kan forhindre oversvømmelser. Der er en del nuancer, som ministeren bør forholde sig til," siger Jens Langergaard.

Codan, Tryg, Alka og Topdanmark melder sig alle klar til at gå i dialog med Miljøministeriet, så man kan finde en model, der tilgodeser alle parter.

Læs også