Obligationer: Rentefaldet der forsvandt

Mandag startede med rentefald på det danske obligationsmarked, men dagen igennem rettede renterne sig og endte omtrent på samme niveau, som de lukkede i fredag.

Pier Luigi Bersani Foto: Marco Vasini/AP

Det på trods af blandede aktiemarkeder og fortsat politisk uro i Europa.

Renten på den toneangivende, danske 10-årige statsobligation lukkede i 1,55 pct., et fald på et enkelt basispoint fra fredag. Renteniveauerne i Europa holdt sig ligeledes stabile med undtagelse af Italien, hvis 10-årige rente steg med 7 basispoint til 4,85 pct.

Det var udløst af, at Italien fortsat ikke har fået en regering efter sidste uges valg. Lederen af centrum-venstre-koalitionen, Pier Luigi Bersani, vandt flertallet i underhuset, mens ingen tog et direkte flertal i overhuset.

Beppe Grillo, komikeren der står i spidsen for Femstjerne-bevægelsen, der overraskende tog 23,8 pct. af stemmerne til overhuset, gentog, at han ikke vil støtte hverken Berlusconi eller Bersani. Dermed er der heller ikke udsigt til en regering. Bersani ser risiko for, at italienerne må til stemme igen.

I Spanien ramte arbejdsløsheden 5 mio., da der i februar kom 59.400 nye ledige.

Læs også