Europa på vej i kulkælderen

Energi: Europa vil af med de fossile brændsler, men for tiden stiger forbruget af kul på bekostning af naturgas – stik mod ambitionerne om at mindske udledningen af drivhusgasser.

Avedøreværket på Avedøre Holme ejes af DONG Energy.  Foto: Thomas Borberg

Olieindustrien har aldrig været for de sarte.
I generationer var efterforskning og udvinding hårdt fysisk arbejde forbundet med betydelige risici. Arbejdsulykker var ikke sjældne, men olieindustrien har en evne til at lære af sine fejl, og i dag er efterforskning og udvinding om ikke fredfyldt, så tæt på at være det.

På direktionsgangen har udviklingen været den modsatte. Dengang, da arbejdet på oliefelterne var beskidt og farligt, var prisudviklingen til gengæld så stabil, at selv langsigtede investeringsbeslutninger var relativt overskuelige.

I dag er situationen en ganske anden.

Brogede markedsudsigter

I finanskriseåret 2008 nåede råoliepriserne at svinge mellem 147 og 34 dollars pr. tønde, hvilket gjorde det til ikke så lidt af en udfordring for bestyrelsen i et olieselskab, der sad med beslutningen om at skulle investere mange milliarder kroner i projekter, som først ville begynde at give et afkast et tiår senere.
Mens oliepriserne siden udgangen af 2008 har været stigende, er billedet ganske anderledes for naturgas, hvor udbuddet er i kraftig vækst, priserne stærkt differentierede og markedsudsigterne temmelig brogede.

Det er med disse perspektiver for øje, at det norske statsolieselskab Statoil sender den direktør, der har ansvaret for selskabets naturgasproduktion, i byen med et budskab til Europas politiske ledere.
»Fortsat politisk usikkerhed om naturgasefterspørgslen i Europa vil ultimativt have en effekt på villigheden hos producenterne, os selv inklusive, til at investere i nye naturgasforsyninger,« siger direktør Rune Bjørnson til Financial Times.

Anledning til bekymring

Statoil har et omfattende investeringsprogram for resten af dette årti, men det giver anledning til bekymring, når naturgasfyrede kraftværker i Tyskland lægges i mølpose, når britiske energiselskaber ikke har planer om at opføre nye naturgasfyrede kraftværker i de kommende fem år, og når den statskontrollerede franske energikoncern GDF Suez nedskriver værdien af sine naturgasfyrede kraftværker i Nordvesteuropa.
Usikkerheden skyldes først og fremmest, at de europæiske regeringer er vaklende i deres forhold til naturgas.
På den ene side er naturgas et fossilt brændsel, som man politisk set gerne vil udfase.
På den anden side er naturgas det reneste af de fossile brændsler.

I en række europæiske lande har energiselskaberne erstattet naturgas med kul.
Det strider mod alle ambitioner om at nedbringe udledningerne af drivhusgasser, men repræsenterer økonomisk sund fornuft.
I USA har ny teknologi inden for de seneste fem år gjort det muligt og rentabelt at udnytte store reserver af naturgas (og olie) i kompakte geologiske formationer i undergrunden.

Denne naturgas går også under betegnelsen ”skifergas” med henvisning til de formationer i undergrunden, hvor den forefindes. Ny teknologi har gjort det muligt at bore flere kilometer lodret ned i undergrunden og herefter horisontalt ind i disse forekomster, flække klippeformationerne, hvorefter naturgassen (og/eller olien) frigives og under kontrollerede former strømmer op til jordoverfladen.

Naturgaspriser falder

Ikke kun i USA, men også i nabolandet Canada, er produktionen af skifergas på få år steget så meget, at naturgaspriserne er raslet ned.

I går var markedsprisen på én kubikmeter naturgas i USA 69 øre, mens den i Nordeuropa var på 2,48 kr. pr. m2. At danske naturgasforbrugere skal betale 9,55 kr. pr. m2 - inklusive transmission, CO2-afgift, naturgasafgift, NOX-afgift, distribution, energisparebidrag og nødforsyning – skal blot nævnes for fuldstændighedens skyld.

I USA har prisfaldet på naturgas fået mange kraftværker til at skifte fra kul til naturgas, hvilket har betydet et markant fald i udledningen af drivhusgasser.
Det har imidlertid også udløst et prisfald på kul, hvilket har ført til en iøjnefaldende vækst i eksporten af billige amerikanske kul til Europa, hvor kullene begynder at fortrænge naturgas.

Medvirkende hertil er, at markedet for handel med CO2-kvoter i EU reelt er kollapset efter prisfald til rekordlave 2,81 euro pr. ton.

For Statoil og andre gasproducenter giver det ingen mening, da det strider fundamentalt mod EU-landenes ambitioner på klimaområdet, men hvis de europæiske regeringer ikke gør noget aktivt for at bremse udviklingen, overvejer Statoil at revidere sine investeringsplaner på i gennemsnit 120 mia. kr. om året i resten af dette årti.

I det hele taget forstår olieindustrien ikke, hvorfor Europa ikke satser på naturgas frem for kul.

Når kvaliteten af de forskellige energiformer skal vægtes i forhold til hinanden, sker det i dag primært ud fra såkaldte ”livscyklus-modeller”. Et brændstof som eksempelvis kul skal ikke kun vurderes på, hvor store mængder drivhusgasser, der frigives i forbindelse med selve forbrændingen, men derimod den samlede udledning af drivhusgasser hele vejen fra brydningen i kulminen og frem til forbrændingen i kraftværket.

Blandt fortalerne for at anvende livscyklus-modeller er FN's klimapanel, Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).

Eksperter og meningsdannere kan strides længe og inderligt om disse beregninger, men essensen er, at forbrænding af kul i produktionen af elektricitet og varme resulterer i en udledning af drivhusgasser, der er mere end dobbelt så stor som for naturgas.

Derfor argumenterer proponenterne for naturgas med, at selv om endemålet i Europa er energiproduktion på basis af vedvarende energikilder, bør de europæiske lande i overgangsfasen, indtil energiproduktion fra vedvarende energikilder kan ske på et markedsøkonomisk, konkurrencedygtigt grundlag, satse på naturgas som en væsentlig mere attraktiv energikilde end kul. Men EU-landene tøver.

Der findes i dag ingen krystalkugle, der kan forudsige, hvornår vedvarende energikilder bliver konkurrencedygtige uden direkte eller indirekte statsstøtte, men det bliver næppe i dette årti.

Måske derfor er Europa gået i kulkælderen.

Læs også