Lærer: Ja til mere tid på skolerne

"Vi vil faktisk gerne være på skolen. Forholdene er bare ikke til det," siger lærer.

I dag er lærere tvunget til at forberede sig hjemmefra, fordi arbejdsforholdene på skolerne er for dårlige, lyder kritikken.  LIND OLE

Folkeskolelærerne skal måske vænne sig til nye omgivelser, når de skal sætte røde streger i elevernes danske stile og rette blækregningerne igennem.

Hvis KL får sine krav igennem i de igangværende overenskomstforhandlinger med Danmarks Lærerforening, skal lærerne nemlig i langt højere grad forberede sig på skolerne i stedet for at tage arbejdet med hjem.

En anden arbejdstidsaftale kan være en god idé – men så skal forholdene bare være ordentlige.

Søren Nørgaard Meinert, , Folkeskolelærer på Sofielundskolen i Holbæk Kommune.

Det er der ifølge Søren Nørgaard Meinert, der er folkeskolelærer på Sofielundskolen i Holbæk, stor interesse for hos lærerne. De vil gerne bruge mere tid på skolen, så de kan holde fri, når de kommer hjem.

Problemet er bare, at lærernes arbejdsforhold på skolerne er så dårlige, at det bliver svært for dem at forberede sig til undervisningen på skolen.

”En anden arbejdstidsaftale kan være en god idé – men så skal forholdene bare være ordentlige, så vi faktisk kan sidde og arbejde på skolen,” siger Søren Nørgaard Meinert.

”Vi vil faktisk gerne være på skolen. Forholdene er bare ikke til det,” siger han.

Tvungen hjemmearbejdsplads

18 computere til 80 lærere. En lille plastic-boks som det eneste sted, læreren kan opbevare sine remedier. Og store fællesrum uden opdelte arbejdspladser, hvor lærerne kan sidde og rette elevernes opgaver.

Fakta
  • Sofielundskolen ligger i Holbæk og har cirka 1300 elever.
  • Søren Nørgaard Meinertz er én af 80 lærere på skolen. Han underviser til dagligt i samfundsfag, historie, geografi og biologi.

Det er vilkårene for Søren Nørgaard Meinert og 79 andre lærere på Sofielundskolen - og ifølge Søren Nørgaard Meinert er det endda en af de skoler, hvor forholdene er bedre.

”På skolerne er der simpelthen ikke plads til, at vi kan arbejde professionelt,” forklarer han og fortsætter: ”I dag har mange af mine kolleger en tvungen hjemmearbejdsplads, fordi forholdene på skolen er for dårlige til, at de kan sidde der og arbejde."

Små kontorer ville være ideelt

Hvis længere arbejdsdage bliver en realitet for folkeskolelærerne, så håber Søren Nørgaard Meinert på, at parterne også vil tage lærernes arbejdsforhold op til revision.

”Det ville være ideelt, hvis vi fik små kontorer, som 2-3 kolleger kunne deles om," siger han.

Han erkender dog, at det vil koste "en bondegård", men han mener, at det vil give arbejdsforholdene det løft, der er nødvendigt, hvis lærerne skal forberede sig til timerne på skolen.

KL har i dag ikke ønsket at kommentere kritikken af lærernes arbejdsforhold på skolerne.

Læs også