Sikkerhedsudstyr for dyrt til danske biler

Fire biler får topkarakterer i ny europæisk crashtest. Særlig hæder til Skoda Octavia.

Skoda Octavia får ikke kun topkarakteren fem stjerner, men også hæder for sine sikkerhedssystemer. Foto: Euro NCAP

Den gode nyhed er, at udstyret kan redde liv og begrænse skaderne ved trafikulykker.

Den dårlige nyhed er, at det danske afgiftssystem gør sikkerhedssystemerne for dyre for danske bilejere.

Bilistorganisationen Forenede Danske Motorejere, FDM, efterlyser derfor en omlægning af afgifterne.

Skoda Octavia sætter en ny dagsorden for sikkerhed i mellemklassebiler.

Søren W. Rasmussen, FDM

Topkarakter til alle

Det er den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP, der har haft nye bilmodeller til crashtest.

Bilerne, der alle består til topkarakteren fem stjerner, er Renault Zoe, Skoda Octavia, Toyota Auris og Toyota RAV4. Læs flere detaljer om testen hos FDM.

Se også de fire tv-indslag til højre.

Særlig ros til Octavia

Ud over crashtestene har Euro NCAP valgt at hædre den nye Skoda Octavia for fire sikkerhedssystemer.

Det er systemer, der selv bremser bilen, hvis den kommer for tæt på forankørende biler eller som i tilfælde af en kritisk situation selv lukker bilens vinduer og strammer sikkerhedsselerne.

Desuden hjælper systemerne med til at holde bilen i den rigtige vognbane, og de hindrer, at bilen i tilfælde af en ulykke skubbes over i den modgående kørebane. Det sidste kaldes multikollisionsbremse og findes også i den nye Volkswagen Golf.

Fabriksmonteret ekstraudstyr

Men systemerne leveres kun som fabriksmonteret ekstraudstyr med fuld afgift.

Derfor vurderer FDM, at systemerne vil være med til at gøre Skoda Octavia så dyr, at mange bilejere ikke vil have råd til at købe bilen med de ekstra sikkerhedssystemer.

"Den nye Skoda Octavia sætter en ny dagsorden for sikkerhed i mellemklassebiler. Det er det, der belønnes af Euro NCAP. Men da systemerne er belagt med fuld afgift i Danmark, kan vi frygte, at det vil være begrænset, hvor mange der vil tilkøbe dem.

Det er ærgerligt og understreger behovet for en omlægning af bilafgifterne," siger Søren W. Rasmussen, der er FDM's repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet. Han er også bilteknisk redaktør af medlemsbladet Motor.

Også ros til elbil

Euro NCAP har således vurderet, at Skoda Octavia skiller sig positivt ud fra de tre andre biler. Men elbilen Renault Zoe får dog også sin del af anerkendelsen.

"Renault Zoe klarer faktisk crashtesten noget bedre end Renaults større elbil Fluence, men begge biler viser, at man sagtens kan køre i en elbil og samtidig  køre sikkert," siger Søren W. Rasmussen.

Læs også