Obligationer: Investorerne søgte andre græsgange

Det danske obligationsmarked var tirsdag præget af rentestigninger og sivende kurser, da investorerne i stedet søgte over i mere risikable aktiver.

Nationalbanken Foto: Jens Dresling

Et aktiemarked i hopla og stigende kurser på sydeuropæiske obligationer var fine alternativer til de nordeuropæiske fastforrentede papirer og deres lave effektive renter.

Herhjemme endte renten på den 10-årige statsobligation 5 basispoint højere end mandag i 1,60 pct.

Rentemarkedet fik modvind fra nøgletalsfronten, hvor såvel europæiske som amerikanske nøgletal overraskede positivt og fik investorerne til at skærpe interessen yderligere om aktier og andre aktiver, der nyder godt af højere økonomisk vækst.

Først viste eurozonens detailsalg en overraskende stigning på 1,2 pct. på månedsbasis i januar eller markant mere end økonomernes forventninger om en stigning på 0,3 pct. Senere tirsdag eftermiddag fulgte en stærk erhvervstillidsindikator fra USA, hvor ISM-indekset for servicesektoren steg til 56,0 i februar fra 55,2 måneden før. Det kom bag på økonomer, der ifølge Bloomberg News forudså et fald til indeks 55,0.

Herhjemme var Nationalbanken i markedet og solgte 10-årige statsobligationer for 1,77 mia. kr. til en skæringsrente på 1,59 pct., eller en spids under tirsdagens slutniveau. Desuden solgte banken 2,5 pct. obligationer med udløb i 2016 til en rente på blot 0,24 pct.

Læs også