Hvor godt sælger husene nær dig?

Det er langt fra alle huse, der forsvinder fra boligannoncerne, der er solgt.

Foto Sanne Vils Axelsen

Boligsiden Boliga har undersøgt, hvor stor en procentdel af de villa-annoncer, der blev fjernet fra ejendomsmæglernes hjemmesider i andet halvår af 2012, som siden hen er dukket op som et salg i tinglysningsregistret, og her lægger Brøndby Kommune sig helt i spidsen på landsplan.

I alt blev 72,5 procent af annoncerne fjernet fra nettet som følge af et salg, og det gør Brøndby Kommune til det mest populære område foran Albertslund og Vallensbæk, hvor henholdsvis 71 procent og 69,5 af de bortfaldne huse er registreret med en salgspris.

Region Hovedstadens sælgere kan glæde sig over de bedste salgsprocenter  i de sidste seks måneder af 2012, i alt 54,6 procent, mens sælgerne i Region Sjælland tager bundplaceringen med  tæt på 43 procent solgte villaer.

Tallet for hele landet er 47,1 procent.

Aarhus i front

I Jylland er det Aarhus Kommune og Billund Kommune, der har det højeste antal salg i puljen af forsvundne huse.

I førstnævntes tilfælde drejer det sig om 60,5 procent, mens man i Billund ligger et mulehår bagved med 60,3 procent solgte villaer, og dermed er begge kommuner et godt stykke over gennemsnittet i de respektive regioner, der for Region Midtjyllands vedkommende er 46,5 procent og for Region Syddanmarks vedkommende er 46 procent.

I Region Nordjylland, hvor gennemsnittet er 43,6 procent, snupper Aalborg Kommune førstepladsen med en salgsprocent på 54 for villaer.

Ærø i bund

Mens man visse steder kan glæde sig over gode chancer for at komme af med boligen, ser det straks værre ud andre steder.

I Ærø Kommune er blot 21,2 procent af de villaer, der forsvandt fra ejendomsmæglernes udbudslister, registreret som solgt, og det ser ikke meget bedre ud i Odsherred Kommune og Kalundborg Kommune, hvor procentandelen begge steder ligger på 30.

I Jylland snupper Vesthimmerlands Kommune bundplaceringen med en salgsprocent på 30,9 procent, mens sælgerne på Fyn ifølge Boliga har haft det sværest i Middelfart, hvor det tilsvarende tal er 33,9 procent.

LINK: Se hvor stor en del af villaerne, der er blevet solgt i din kommune

*Boliga har undersøgt, hvor mange af de villaer og rækkehuse, der var udbudt til salg i andet halvår 2012 og som var forsvundet igen fra markedet ved udgangen af af året 2010, der blev solgt.

Analysen tager udgangspunkt i tinglyste handler, der er blevet matchet med en tidligere annonce for boligen på internettet.

Der er kun medtaget kommuner med 25 eller flere handler i andet halvår 2012.

Læs også