Fairtrade Mærket firdoblet på syv år

Salget af produkter med Fairtrade Mærket er firdoblet på bare syv år.

Foto: Fairtrade

Det sker, fordi vi i stigende grad bekymrer os om, hvor vores råvarer kommer fra, skriver Foodculture.dk.

Omsætningen af produkter med Fairtrade Mærket er firdoblet fra 2005 til 2011, hvor salget er gået op fra anslåede 115 til 558 millioner kroner om året. Det er direktøren for Fairtrade Mærket, Jonas Giersing, naturligvis glad for:

"Det er en tendens, der klart er kommet for at blive, fordi der i stadig højere grad er kommet mere fokus på leverandørkæden og altså, hvor de enkelte fødevarer kommer fra, og hvordan de bliver produceret," siger han til Foodculture.dk.

Ifølge Jonas Giersing er det også en vigtig faktor, at den moderne medieverden har gjort det nemmere at for forbrugerne at få information om, hvordan de faktiske forhold er rundt omkring i verden.

Fair trade er et CSR værktøj

De seneste år er der kommet mere fokus på, hvor vores madvarer kommer fra, og under hvilke forhold de er produceret. Det har øget behovet for, at de danske fødevarevirksomheder fokuserer deres CSR-indsats på hele værdikæden, og derfor får Fairtrade Mærket og andre fair trade mærker som UTZ og Rainforest Alliance stigende opmærksomhed i disse år.

I Landbrug & Fødevarer har seniorkonsulent Jens Ring kontakt til en række af de virksomheder, der importerer råvarer fra udlandet til produktionen i Danmark:

"Vi importerer i stigende grad fødevarer fra fjerne udviklingslande, hvor man skal være ekstra opmærksom på den sociale ansvarlighed. Det stiller store krav til de enkelte fødevarevirksomheder," siger Jens Ring.

Her mener Jonas Giersing, at netop Fairtrade Mærket kan være et værktøj til at sikre social ansvarlighed.

"Virksomheder har mange forskellige elementer i værktøjskassen, og Fairtrade Mærket et vigtigt supplement, fordi virksomhederne nu er nødt til også at indtænke første led leverandørkæden i deres CSR-strategi," siger Jonas Giersing.

Verden bliver mindre

Den store fremgang for Fairtrade Mærket skyldes ifølge Jonas Giersing især to faktorer:

"For det første får vi flere af vores fødevarer fra udlandet, og du kan med nemhed finde masser af fødevarer fra udviklingslande nede i supermarkedet," siger han og fortsætter:

"For det andet bliver forbrugerne mere opmærksomme på de sociale udfordringer rundt om i verden, og at man som bevidst forbrugere kan være med til at forbedre nogen ting ved for eksempel at købe fair trade produkter."

Jonas Giersing er derfor også overbevist om, at der fortsat vil komme mere fokus på, hvordan vores fødevarer er produceret og fødevarevirksomhedernes sociale ansvar. Det skriver Foodculture.dk.

Læs også