SAS har minus på 740 mio. kr.

Luftfartsselskabet må stadig kæmpe med underskud i millionklassen.

Arkivfoto: Mik Eskestad

Det kan man konstatere, hvis man kaster et blik i kvartalsregnskabet, som SAS netop har offentliggjort. Og selv om underskuddet før skat endte på 740 mio. kr. i det forskudte første kvartal af 2012, så er der tale om en markant fremgang i forhold til samme periode af 2011, hvor der manglede 2,3 mia. kr.

Omsætningen i perioden, der dækker november 2012 til januar 2013, beløb sig til 8,6 mia. kr.

Følger planen

Antallet af passagerer steg 6,3 pct. i perioden, mens den samlede trafik voksede med 4,3 pct.

"Trin for trin fortsætter SAS med at levere i forhold til den omstruktureringsplan, der blev fremlagt i november sidste år. Det er en af de mest omfattende omstruktureringsplaner i det skandinaviske erhvervsliv," siger adm. direktør Rickard Gustafson i en kommentar til regnskabet.

SAS har så stor tiltro til planen, at man forventer at komme ud af året med en positiv indtjening.

Guldægget fortsat til salg

Et af målene i planen blev torsdag til virkelighed, da det lykkedes luftfartsselskabet at finde en fremtid for Ground Handling. I første omgang skal Ground Handling, der har ca. 5.000 medarbejdere, drives videre i samarbejde med Swissport, oplyser SAS.

I fremtiden vil SAS eje 49 pct. af joint venture-selskabet. Men det er planen, at Swissport med tiden skal overtage det fulde ejerskab af virksomheden.

Endnu mangler SAS at sælge luftfartsselskabet Widerøe, der betegnes som guldægget i koncernen.

SAS: Regnskab 1. kvartal 2012/2013

Mio. kr.

1. kvartal 2012/2013

1. kvartal 2011/2012

Omsætning

8.630

8.360

EBIT margin (pct.)

- 6,1 pct.

- 10,4 pct.

Resultat før skat

- 740

- 2.410

Nettoresultat

- 566

- 2.280

Læs også