Grundfos: Lavere selskabsskat er ikke den bedste medicin

Det vil være bedre, hvis regeringen går efter at sænke skatten for almindelige danskere.

Grundfos’ koncernchef, Carsten Bjerg.  Foto: Mikkel Berg Pedersen

Sådan lyder meldingen fra Grundfos-chef Carsten Bjerg.

»Det allervigtigste man kan gøre som led i en langsigtet plan, er at gøre driften af Danmark billigere og dermed gøre det muligt at sænke personbeskatningen,« siger Carsten Bjerg.

En lavere personbeskatning vil nemlig fjerne presset på virksomhedernes lønudgifter, fordi de ansatte kræver mindre lønstigninger, når de får mere med hjem af hver tjent krone, lyder forklaringen.

Grundfos-chefen understreger, at man er meget glad for regeringens nye vækstplan.

Problemet er blot, at selskabsskatten ikke er en af de udfordringer, der bruges store kræfter på at tackle i hverdagen, lyder meldingen.

»Vi har 2,5 pct. af salget i Danmark. En lavere selskabsskat er altså ikke noget, der gør den store forskel for os,« siger Carsten Bjerg og tilføjer, at netop når det gælder selskabsskatten, ligger Danmark »lunt i svinget« sammenlignet med mange andre lande.

Næst efter en lavere personbeskatning peger Carsten Bjerg på, at han i stedet for lavere selskabsskat hellere så de politiske kræfter brugt på at skabe bedre rammer for at drive virksomhed i Danmark og Bjerringbro, hvor Grundfos hører hjemme.

Grundfos oplyser, at man i 2012 betalte 545 mio. kr. i skat.

Det fremgår ikke, hvor stor en andel af beløbet, der havnede i den danske statskasse.

Læs også