Boligejere har tjent formue på rentedyk

F1-renten nåede op omkring 6 pct. i 2009. Siden er det kun gået én vej.

Rentefaldet fra 2009 og frem har sparet den gennemsnitlige boligejer for omtrent 90.000 kr. før skat eller næsten 2.000 kr. om måneden. Foto: Gregers Tycho

De lave boligrenter har virket som en hovedpinepille på det skrantende danske boligmarked. Det er måske ikke blevet rask af det, men det har holdt feberen nede og begrænset smerterne.

Det er nogenlunde konklusionen på beregninger fra Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

Hvis renteniveauet havde holdt sig på det rekordhøje niveau fra 2008/2009, så ville husholdningerne over de seneste år skulle have betalt 125 mia. kr. mere i renteudgifter på deres realkreditlån. Dengang flirtede eksempelvis det populære F1-flekslån kraftigt med en rente på 6 pct., men det er siden styrtdykket som en konsekvens af den europæiske gældskrise.

Der er ingen tvivl om, at de ekstremt lave renter er med til at holde hånden under både boligejernes økonomi og understøtter boligmarkedet.

Cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark

"Der er ingen tvivl om, at de ekstremt lave renter er med til at holde hånden under både boligejernes økonomi og understøtter boligmarkedet," lyder det fra Christian Hilligsøe Heinig.

90.000 kr. før skat

Han peger på, at rentefaldet fra 2009 og frem har sparet den gennemsnitlige boligejer for omtrent 90.000 kr. før skat eller næsten 2.000 kr. om måneden.

Det har også haft betydning for boligpriserne, der ville være faldet betydeligt mere, hvis ikke renterne var dykket så markant i kriseperioden.

"Det er klart, at der i sagens natur vil være store forskelle i besparelserne på tværs af de danske boligejere alt afhængig af deres gældssætning og valg af lånetype. Og vender vi blikket mod boligmarkedet, så ville huspriserne i henhold til vores boligmarkedsmodel alt andet lige have været 20-25 pct. lavere i dag, hvis vi ikke havde oplevet det store rentefald," forklarer Christian Hilligsøe Heinig.

Tæt på rekorden

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at den førstehjælp, som de lave renter yder boligmarkedet, stopper på kort sigt.

Realkreditsektoren er aktuelt i gang med at refinansiere de realkreditlån, der skal have ny rente den 1. april. Hos Realkredit Danmark er man halvvejs gennem auktionsprogrammet, hvor der skal refinansieres lån for små 70 mia. kr., og alt peger på, at renen fortsat vil være lav i det kommende år.

"Den gennemsnitlige F1-rente for lån med afdrag efter fem dage er på 0,53 pct. Det er kun 0,05 procentpoint fra den historiske bundrekord på 0,48 pct. sat tilbage på auktionen op mod årsskiftet," fortæller Christian Hilligsøe Heinig.

Et plaster på såret

Det betyder, at F1-låntagerne har udsigt til en besparelse på 70 kr. om måneden for et lån på 1 mio. kr. med afdrag og 220 kr. om måneden uden afdrag, fordi F1-renten ser ud til at slutte lavere end i fjor, da den landede på 0,9 pct.

"Inden jublen bliver alt for stor over de lave renter, er det imidlertid værd at huske på, at de er resultatet af en trist økonomisk udvikling, og dermed mere skal ses som et plaster på såret," siger cheføkonomen.

Realkredit Danmark gennemfører i næste uge aktioner over obligationerne bag F3- og F5-lånene.

Læs også