Obligationer: Jubel-jobtal sendte renter til vejrs

De danske renter blev vækket fra deres tornerosesøvn af den amerikanske jobrapport fra februar, der ramte finansmarkederne fredag klokken 14.30 dansk tid.

Efter en stille formiddag med små udsving steg obligationsrenterne kraftigt på, at den amerikanske arbejdsløshed overraskende dykkede til 7,7 pct. i februar.

Ikke siden december 2008 har arbejdsløsheden været så lav, og der blev skabt langt flere job, end økonomerne havde forudset.

Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen påpeger, at arbejdsmarkedsrapporten, der ubestridt er månedens tungeste makroøkonomiske offentliggørelse, overgik de flestes forventninger, mens Nykredits Tore Stramer mener, at de stærke tal giver centralbanken Fed nye udfordringer.

- Vi vurderer, at centralbanken mod slutningen af andet kvartal vil annoncere, at opkøbet i statsmarkedet vil ophøre i tredje kvartal. Opkøbet af realkreditobligationer vil fortsætte yderligere nogle måneder, men vil blive udfaset sidst på året, skrev han i en kommentar umiddelbart efter tallene.

Beskæftigelsen uden for landbruget viste en stigning på 236.000 i februar. Det var dermed markant bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 165.000 ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 246.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 170.000, mens beskæftigelsen i industrien voksede med 14.000, hvor der var ventet en stigning på 9000.

Renten på den tonenangivende 10-årige danske statsobligation reagerede med et veritabelt hop fra 1,65 pct. til 1,69 pct. på få minutter.

Renten endte dagen i 1,67 pct. og er dermed steget 11 basispoint på en uge.

Læs også