Serier

Kritik af nyt klagesystem

Nyt lovforslag skal forenkle klagesystemet i skattesager, men kritikere mener, at regeringen spiller højt spil med borgernes retssikkerhed.

Skat sætter jagten ind
Carsten Nøkleby og hustruen Anne Marie Fromsejer Nøkleby mener, at de er kommet i unåde hos Skat med deres virksomhed Sesam-World.  Foto: Gorm Branderup

Et nyt lovforslag fra skatteminister Holger K. Nielsen (SF) er under heftig beskydning fra brede dele af det skattefaglige miljø. Lovforslaget kritiseres for at gamble med borgernes retssikkerhed, fordi private og virksomheder, der drives i personligt regi, ikke længere skal kunne klage over afgørelser fra Skat til Landsskatteretten. Fremover må de nøjes med skatteankenævnene, og derefter er det direkte videre til domstolene, hvor sagsomkostningerne ofte eksploderer.

Landsskatteretten betragtes bredt som et kompetent og effektivt klageorgan, mens skatteankenævnene er befolket af politisk udpegede lægfolk uden skatteretlig indsigt.

Forenklet klagestruktur

Formålet med forslaget er at forenkle klagestrukturen i skattesager, men siden det blev sendt i høring i januar, har Skatteministeriet modtaget en stribe kritiske høringssvar.

Revisorernes brancheorgan, FSR, kalder lovforslaget »stærkt betænkeligt«, Advokatrådet siger »uheldigt og yderst betænkeligt«, den borgerlige tænketank Cepos kalder det »uforståeligt«, og i går sluttede Den Danske Dommerforening sig til kritikerne, da den afsendte sit høringssvar:

»Vi er betænkelige, og for retssikkerheden er dette et tilbageskridt,« siger landsdommer og formand for dommerforeningen Mikael Sjöberg.

Stof til eftertanke

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) oplyser, at han vil tage høringssvarene med til de politiske drøftelser, men kritikken har gjort indtryk på skatteordførerne i både Venstre og regeringspartiet De Radikale.

»Høringssvarene har givet stof til eftertanke,« siger Torsten Schack Petersen (V), mens Nadeem Farooq (R) siger det således:

»Vi lytter selvfølgelig til kritikken, for retssikkerhed er også vigtigt for os, men omvendt er vi heller ikke nået dertil, hvor vi kan fælde endelig dom.«

Det koster 800 kr. at klage til Landsskatteretten, og klageinstansen modtog sidste år over 5.000 sager.

Netop nu sidder Carsten Nøkleby fra Silkeborg og arbejder på sin klage. Selv om han havde fået revisorhjælp til at indrette sin virksomhed, er han endt med en stor skatteregning.

Læs også