TDC på vej mod ny priskrig

Det er ikke kun privatkunderne, der bliver fornyet kamp om, vurderer Sydbank.

Foto: Peter Hove Olesen

Det er slut med kursfesten i TDC, lyder advarslen, efter at TDC-aktien siden nytår er steget 14 pct.

»Vi har svært ved at få øje på de kortsigtede kurstriggere i TDC-aktien og ser samtidig risiko for, at øget konkurrence på privatmarkedet i Danmark vil presse indtjeningen i 2013,« siger Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank.

Han forklarer, at såvel Telia som selskabet 3 på det seneste har lanceret nye abonnementstyper, der på ny skaber røre på privatmarkedet.

Det er imidlertid ikke kun blandt privatkunderne, at konkurrenterne rører på sig i forhold til den danske telegigant.

Kamp om erhvervskunder

Erhvervsmarkedet vil nemlig også byde på intens konkurrence, lyder vurderingen fra Sydbank, der mener, at de senere års markante prisfald for privatkunderne for alvor vil give erhvervskunderne blod på tanden i 2013, når det gælder lavere mobilpriser.

»Det er vores vurdering, at specielt små virksomheder vil forholde sig kritisk til det høje prisspænd, da de typisk ikke har brug for de avancerede tele- og supportløsninger, der følger med i et dyrt erhvervsabonnement,« siger Morten Imsgard.

For øjeblikket handles TDC-aktien til priser omkring 45 kr.

Fem udenlandske kapitalfonde købte i 2006 knap 88 pct. af TDC for 67 mia. kr. kontant.

Da fondene i december 2010 begyndte et udsalg af ejerandel skete det til en pris på 47 kr. pr. aktie. TDC-aktien har aldrig siden været handlet på det prisniveau.

Læs også