Boligsælgere har høvlet 725 mio. af prisen

Alligevel har liggetiderne for parcel- og rækkehuse aldrig været længere.

I årets første to måneder har boligsælgere samlet barberet 725 mio. kr. af udbudsprisen. Foto: Christian Klindt Sølbeck

Du skal væbne dig med tålmodighed, hvis du vil sælge din bolig.

Liggetiderne for parcel- og rækkehuse, der er udtryk for hvor mange dage en ejendom har været til salg, er skudt i vejret siden midten af 2006. Det gennemsnitlige antal dage, ejendommene har været til salg, er nu 318 dage, viser tal fra Realkreditrådets boligudbudsstatistik.

Det er 33 dage længere end for et år siden.

Prisen sættes ned

De lange liggetider har fået mange boligsælgere til at sænke udbudsprisen. I årets første to måneder har boligsælgere samlet barberet 725 mio. kr. af udbudsprisen, ifølge boligsiden Boligas opgørelse over prisfald i 2013.

Summen af prisfald/stigninger for villaer og rækkehuse i hele Danmark i januar og februar måned 2013.

Rammer sælgerne

Februar var ellers et vendepunkt for det danske boligmarked.

Tal fra Danmarks Statistik afslører, at udbuddet af ejerboliger steg i februar med 788 boliger. Det er første gang i ni måneder, at vi har set en stigning, og flere økonomer peger på, at stabiliseringen på boligmarkedet har fået flere til at sætte deres bolig til salg.

Men det stigende udbud kommer ikke sælgerne til gode, mener Lone Kjærgaard, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

"Jo mere der er til salg, desto sværere er det at få solgt til den rette pris," siger hun til epn.dk.

For mange til salg-skilte

Udbuddet af parcel- og rækkehuse er i Jylland og på Fyn betydeligt højere, end det har været siden 2004.

Faktisk er parcelhusmarkedet "godt plastret til med til salg-skilte," og det gør det sværere at sælge hurtigt.

"De ekstremt lange liggetider er et udtryk for, at udbuddet løber fra efterspørgslen. Der er et tydeligt misforhold," siger Lone Kjærgaard.

Liggetider
Gennemsnitligt antal dage:
  • Region Hovedstaden: 206
  • Region Sjælland: 369
  • Region Syddanmark: 343
  • Region Midtjylland: 326
  • Region Nordjylland: 357

Store regionale forskelle

Det er dog ikke alle steder i landet, at liggetiderne er rekordhøje. I København er den gennemsnitlige liggetid for parcel- og rækkehuse 159 dage. Man skal dog ikke bevæge sig ret langt væk fra hovedstaden, før billedet ændrer sig.

Drager man f.eks. mod Vest- og Sydsjælland, finder man de længste liggetider i landet. Her tager det i gennemsnit 423 dage at komme af med sin bolig. Det er en stigning på 18 pct. inden for det seneste år.

På trods af de lange liggetider forventer Lone Kjærgaard, at udbuddet af ejerboliger fortsætter med at stige i de kommende måneder. Historisk set sættes der flere nye boliger til salg i forårsmånederne.

"Boligmarkedet er begyndt at tø op, og det får flere parcel- og rækkehusejere til at vejre morgenluft. Især den stigende efterspørgsel i hovedstadsområdet vil trække udbuddet i en opadgående retning," forudser hun.

Til salg i over tre år

Det er muligt, at hussælgerne har svært ved at sælge deres bolig hurtigt og smertefrit. Men sommerhussælgerne har det om nogen endnu sværere.

9 pct. af de ca. 11.000 fritidshuse, som for tiden er udbudt på markedet, har været til salg i 1.080 dage eller mere.

Alene i Region Sjælland steg den gennemsnitlige liggetid på fritidshuse med 70 dage fra januar til februar måned. Liggetiderne i Region Nordjylland tog et gevaldigt spring i den modsatte retning. Her faldt liggetiden fra 568 dage til 446 dage i samme periode.

På landsplan er den gennemsnitlige liggetid for fritidshuse 441 dage.

Læs også