Danskerne er stærkt imod kvindekvoter

Kvoter er ikke vejen til flere kvindelige ledere.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Sådan er holdningen hos et flertal af danskerne, og vores skepsis hører til en af de største i verden, skriver metroXpress.

Det viser en ny undersøgelse, som rekrutteringsbureauet Randstad har fået foretaget blandt lønmodtagere i 32 lande verden over. I den svarer 44 procent af danskerne, at de er enige i, at kvindekvoter kan være en løftestang til at få flere kvindelige ledere.

Særlig skepsis

Resten er uenige, og det betyder, at det kun er Ungarn blandt de udvalgte lande, hvor skepsissen er større. Til sammenligning har 79 procent af kineserne, 70 procent af franskmændene og 54 procent af svenskerne tiltro til, at kvindekvoter virker.

Ifølge HR-manager Tine Ryg Cebrian i Randstad hænger Danmarks bundplacering sammen med, at vi i forhold til andre lande er godt med.

»I Danmark er vi nået langt, når det gælder kvinder i ledelsen. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er langt nok, men som udgangspunkt bør kandidaten udvælges ud fra kompetencer og ikke efter køn eller andet,« siger hun til metroXpress.

Kvoter "latterliggjort"

Men danskernes syn på sagen kan langtfra forklares med, at ligestillingen er nået længere i Danmark, når det kommer til kvindelige chefer. Det mener professor i kønsforskning Anette Borchorst fra Aalborg Universitet. I EU har vi nemlig en bundplacering, og derfor skal forklaringen ifølge hende findes et andet sted.

»Kvindekvoter er blevet talt ned og latterliggjort. Der er bygget en modstand op over længere tid, og den danske debat er kørt helt i selvsving. Selv i det toneangivende lag af samfundet er det vedtaget at holde fast i det, vi kender,« siger Anette Borchorst til metroXpress.

Hun henviser til, at regeringen har droppet sit forslag om kvoter for kvinder i bestyrelser.

Læs også