Én kunde har bestilt 1 mio. BlackBerry-telefoner

En unavngiven kunde har lagt en ordre på 1 mio. stk. af BlackBerrys nyeste smartphone.

Foto: Nathan Denette/AP

Det var noget investorerne kunne lide. De valgte at handle aktiekursen markant højere i onsdagens sene amerikanske handel.

Den canadiske smartphone-producent Blackberry, som indtil for nylig var kendt under navnet Research In Motion, steg onsdag hele 8,2 pct. i den ordinære handel og yderligere 2,2 pct. i eftermarkedet til 16,0 dollar på Nasdaq-børsen i New York.

Aktiekursspringet var en direkte konsekvens af, at selskabet kunne fortælle, at en anonym kunde havde bestilt hele 1 mio. styks af selskabets nye BlackBerry z10-smartphone, og at leveringerne til kunden vil begynde med det samme.

På vej mod opkøb

Den amerikanske mobilnetværksoperatør Verizon Wireless har også annonceret, at selskabet agter at begynde at sælge den nye BlackBerry-telefon i USA fra den 28. marts, mens AT&T begynder salget i ugen inden.

BlackBerry-aktiekursen er i de seneste fem dage steget knap 20 pct., mens aktiekursen er blevet mere end fordoblet til 16 dollar per aktie fra 7 dollar per aktie i oktober sidste år, hvor BlackBerry-aktien ramte et nyt rekord lavpunkt.

Lanceringen af selskabets nye smartphone samt lanceringen af et tilhørende nyt operativsystem BB10 har understøttet aktien gevaldigt, mens BlackBerry også har været nævnt flere gange som et meget sandsynligt opkøbsemne for den kinesiske elektronikgigant Lenovo.

Læs også