London vil være centrum for yuan-handel

Der er kamp om at komme til at handle med den stadig mere betydningsfulde valuta.

Foto: AP

London, som er kendt for at være et globalt valutahandelscentrum, kæmper hårdt mod både Paris og Zurich om også at blive det europæiske center for handel med den kinesiske valuta, der i de seneste år er blevet mere og mere betydningsfuld.

Den høje vækst i yuan-handler ventes at fortsætte, og dermed kan det blive et vigtigt marked at sætte sig på for London.

Det globale salg af obligationer udstedt i yuan er 11-doblet siden 2009 til 174 mia. dollar, og handlen med yuan i London er tredoblet i samme periode i takt med at de kinesiske myndigheder løsner på restriktionerne, og aktivt forsøger at udbrede handlen med yuan. London vil nu for alvor sætte sig på den Europæiske yuan-handelstrone med en ny stor swapaftale med Kina.

Håber på første aftale

Den britiske centralbank står stærkt i kapløbet med de europæiske kollegaer og håber på, at kunne blive den første centralbank i Europa, som indgår en swap-aftale med den kinesiske centralbank, hvilket vil give Bank of England lov til at udstede op til 400 mia. yuan (365 mia. kr.) til bankerne og swap-aftalen vil dermed være på niveau med den swap-aftale Hongkong har på nuværende tidspunkt.

I 2009 foregik kun 1 pct. af Kinas handel desuden i yuan, men nu udgør handelskontrakter i yuan hele 9 pct. af den samlede handelsværdi, har Kinas centralbank tidligere oplyst.

Storbanken HSBC forventer, at denne andel igen vil mere end tredobles, således at en tredjedel af Kinas handel i 2015 vil foregå i yuan.

"Valuta bør flyde frit"

Direktøren for Hong Kong Exchanges and Clearing Ltd. Charles Li udtalte onsdag på en konference i Florida, at han mener, at Kina er nødt til at lade sin valuta flyde frit indenfor fem år.

- Kina er nødt til at reformere sit rentesystem. Det nuværende system, hvor værdien af den kinesiske valuta blive styret af myndighederne kan ikke vare ved for altid, vurderede direktør for Hong Kong Exchanges and Clearing Ltd. Charles Li ifølge Bloomberg News.

I april sidste år løsnede den kinesiske centralbank en smule på sine tøjler og tillod, at yuan kan handle henholdsvis 1 pct. lavere og 1 pct. højere end den dagligt fastsatte centralkurs, som centralbanken fastsætter på dagsbasis. Tidligere kunne valutaen kun handle 0,5 pct. højere eller lavere.

Centralbanken fastsatte onsdag sin centralkurs på 6,2726, hvilket ikke er langt fra det hidtil stærkeste niveau, som blev fastsat den 15. januar i år i 6,2691.  

Torsdag morgen handles yuan i 6,2200 yuan per amerikansk dollar, og yuan handles således stærkere end centralbankens centralkurs.

Læs også