McDonald’s: Se hvad vi gør for Danmark

Fastfoodkæden tager genmæle i debatten om multinationale selskabers skat.

McDonald’s Danmark blev kåret til landets bedste store arbejdsplads af Great Place to Work i både 2011 og 2012. Foto: Ditte Lysgaard Holm

Et bidrag til det danske bruttonationalprodukt på 1,5 mia. kr., en skatte- og afgiftsbetaling på 436 mio. kr. og 5.000 arbejdspladser i Danmark.

Dertil kommer uddannelse af unge og bidrag til integration af personer med en anden etnisk baggrund end dansk.

Vi vil gerne brede debatten længere ud end kun til selskabsskat og skattelister.

Sara Helweg-Larsen, kommunikationsdirektør i McDonald's Danmark

Det var blandt fastfoodkæden McDonald's bidrag til det danske samfund i 2011, og det bør indgå i debatten om de multinationale selskabers skattebetaling i Danmark.

En bredere debat

I samarbejde med Copenhagen Economics har McDonald's fået udarbejdet en rapport, der, set fra fastfoodkædens synspunkt, skal være med til at give et mere nuanceret bidrag til skattedebatten.

Om McDonald's
  • Den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede i 1981 på Vesterbrogade i København.
  • Der er i dag 86 McDonald’s restauranter i Danmark.
  • De 71 ejes af selvstændige franchisetagere, mens resten ejes af McDonald’s Danmark ApS.
  • McDonald’s Danmark beskæftiger selv flere end 4.000 medarbejdere og serverer omkring 160.000 måltider om dagen.

"Vi har længe argumenteret for, at det er for snævert kun at tale om skattelister og selskabsskat, når det drejer sig om de multinationale selskabers skattebetaling i Danmark.

Vi vil gerne have en bredere debat, og nu har vi fået udarbejdet en meget detaljeret rapport, der fortæller om, hvad McDonald's også gør for Danmark," forklarer Sara Helweg-Larsen, der er kommunikationsdirektør hos McDonald's Danmark.

"Vi forstår godt, at danskerne interesserer sig for, hvor meget virksomhederne bidrager til fællesskaber. Men vi mener stadig, at det er for ensidigt kun at måle virksomhedernes bidrag på deres betaling af selskabsskat. De 436 mio. kr., som vi betalte i skatter og afgifter i 2011, var eksempelvis mere end Københavns Kommune brugte på hjemmepleje samme år," tilføjer hun.

McDonald's hjemmeside er det muligt at bestille hele rapporten ved at indtaste sin e-mailadresse.

Nu er der 86 restauranter

Hun slår bl.a. på, at fastfoodkæden er med til at sikre 5.000 arbejdspladser i Danmark. Heraf er de 4.000 direkte ansat hos McDonald's - enten i hovedkontoret eller i en af kædens 86 restauranter. De to nyeste er kommet til i 2012.

Fra rapporten
  • Hver ny restaurant i Danmark skaber i gennemsnit 54 arbejdspladser hos McDonald’s og virksomhedens leverandører.
  • McDonald’s og virksomhedens franchisetagere betalte 436 mio. kr. i skatter og afgifter, heraf 47 mio. kr. i selskabsskat og udbytteskat.
  • McDonald’s betalte 28 mio. kr. i punktafgifter.
  • McDonald’s investerede samlet 165 mio. kr. i renovering af restauranter og restaurantåbninger.

De sidste 1.000 job findes hos leverandører til McDonald's.

Job hos leverandører

Ifølge rapporten købte McDonald’s i Danmark varer og tjenesteydelser for 318 mio. kr. hos andre danske virksomheder, der yderligere eksporterede danske produkter for 544 mio. kr. til McDonald's restauranter andre steder i verden.

Det skulle ifølge rapporten holde 655 personer i arbejde.

Fastfoodkæden argumenterer også med, at den hører til blandt de største kunder hos flere underleverandører som fiskevirksomheden A. Espersen på Bornholm, og Danpo der leverer kyllingeprodukter til McDonald’s både i Danmark og andre steder i Europa.

Job til udsatte grupper

"Men det handler ikke kun om økonomi. Vi bidrager også til uddannelse af unge og integration af personer med anden etnisk baggrund end dansk," siger Sara Helweg-Larsen.

"Vi giver beskæftigelse til personer, der har særlige udfordringer, og som befinder sig i yderkanten af arbejdsmarkedet. Samtidig arbejder vi sammen med mange kommuner om aktivering og jobprøvning," siger Sara Helweg-Larsen.

15-16 pct. af medarbejderne hos McDonald's har en anden etnisk baggrund end dansk.

Læs også