0

20-årig åbner firmaer på stribe

Ung iværksætter sælger alt lige fra golfbolde til mini-konstruktioner af Ægget.

Genudsendelse

Over sommeren viser vi på JPtv en række af de bedste indslag fra det seneste år.

Indslaget her blev vist første gang den 14. marts 2013.

Han tjener penge på at sælge golfbolde, underbukser, mini-konstruktioner af Ægget, voks, mobil-covers, legetøj og meget andet.

Og så er han kun 20 år. Casper Blom har på få år skabt et webshop-imperium, og eventyret startede for alvor med virksomheden billigegolfbolde.dk, der blev stiftet i 2007 med hjælp fra hans far.

Casper Blom
  • 20 år
  • Bor i både Taastrup og Viborg
  • Student 2011, Roskilde Handelsskole
  • Ejer billigegolfbolde.dk
  • Stiftede virksomheden i 2007
  • Er i dag medejer af fem andre virksomheder
  • Bl.a. Dealfighter, Trademen og iCovers
I dag omsætter virksomheden for over 1,5 mio. kr. om året, og den succes har Casper Blom i de seneste par år udnyttet til at udvide sine forretninger på nettet.

”I stedet for at bruge pengene på fjollede ting, besluttede jeg mig for at investere overskuddet i andre virksomheder,” siger Casper Blom.

Ny virksomhed med millionomsætning

Den unge iværksætter er ud over billigegolfbolde.dk nu medejer af fem virksomheder, heriblandt Dealfighter, som han har grundlagt sammen med sin 17-årige partner Rasmus Borup Nielsen.

Virksomheden, der handler med detailforretninger i både Danmark og udlandet, blev startet  for et par måneder siden, og i februar omsatte den for over 1 mio. kr.

Dermed ser det ud til, at Casper Blom har skabt en virksomhed, der ud fra et økonomisk synspunkt overhaler det, der startede det hele, billigegolfbolde.dk.

Kæmper for mere iværksætteri

Ved siden af sit mål om at skabe en forretningssucces på nettet gør Casper Blom også sit for at få spredt budskabet om at opnå et mere iværksætter-venligt Danmark.

Således er han i disse dage på tur med Mads Lund fra virksomheden Drinkster, og de har et fælles mål om at få iværksætteri på skoleskemaet.

Fra 4.-21. marts besøger de 30 skoler, primært handelsskoler, og turen med navnet Iværksætterturen 2013 har til formål at åbne elevernes øjne for iværksætteri.

BRANCHENYT
Læs også