Telenor lukker 21 butikker

Virksomheden skærer til og siger farvel til ansatte.

Det er ikke selvstændige butikker, Telenor lukker, men 21 Telenor-shops i Føtex. Foto: Telenor/Carsten Andersen.

Onsdag meddelte Telenor, at virksomheden fyrer 138 ansatte i Danmark som led i en stor sparerunde. Det er faldende indtjening på det danske telemarked, der er baggrunden for spareplanerne.

21 Telenor-shops i Føtex-forretninger rundt om i landet lukker med udgangen af marts måned.

Der skal ikke lukkes flere

"Det er lykkedes os at flytte ca. 60 butiksansatte til andre butikker. Men vi har desværre også måttet sige farvel til 12 butiksansatte," siger retail direktør i Telenor, Michael Lamberth, til epn.dk.

Beslutningen om at lukke 21 Telenor-shops ligger i forlængelse af virksomhedens fremtidige strategi, der skal sikre en mere simpel og profitabel forretning, forklarer Michael Lamberth.

Telenor beholder 9 shops i Føtex og alle sine 18 shops i Bilka. Virksomheden har ingen konkrete planer om at lukke flere shops.

Michael Lamberth har ikke ønsket at udtale sig om, hvor i landet der skal lukkes Telenor-shops.

Læs også