Aktier: Banker i front - Novo i bund

Torsdag blev en let positiv dag på aktiebørsen i København. Der var lidt musik i bankaktierne, men ellers var tonerne noget på det jævne og Novo var helt i mol.

De fire danske børsnoterede banker, der har fået status som "systemisk vigtige" (Systemically Important Financial Institutions) nød trods øgede kapitalkrav kursmæssigt godt af forslaget torsdag morgen, men er nok mere båret frem af en pæn interesse for banker i Europa.

- SIFI-udnævnelsen var stort set som ventet. Jeg mener mere, at det er den generelt gode tendens i europæiske og skandinaviske, finansielle aktier, der bærer de danske storbanker frem, vurderede afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.

Aktierne i Nordea, Jyske Bank og Sydbank steg alle - nogle mere end andre, mens Danske Bank endte uændret.

Nordea rykkede 0,9 pct. højere til 69,75 kr. og placerede sig næsten øverst C20. Danske Bank derimod måtte se et lavere kursniveau. Aktien lukkede uændret i 109,70 kr. Danske Bank taber markedsandele, mens Nordea vinder, kunne Berlingske Business rapportere torsdag morgen.

Jyske Bank steg med 1,4 pct. til 201,70 kr. Den fjerde børsnoterede SIFI-bank, Sydbank, steg mere beskedne 0,7 pct. til 122,20 kr.

C20 Cap-indekset steg samlet 0,3 pct. til rekordniveauet 589,07. Den første rekord i ni kalenderdage. Uro i Novo-aktien, der også i det cappede indeks vægter pænt, sendte Novo og dermed indekset ned, og derfor var udviklingen i Danmark ikke så stærk som i det øvrige Europa.

I det øvrige Europa var der stigninger på markederne ved dansk lukketid. Op til 0,9 pct. i Frankfurt, mens aktierne i London og Paris steg 0,7 pct.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, er ved at undersøge et studie, der muligvis kæder en række diabetes 2-medikamenter, deriblandt Novo Nordisks Victoza, sammen med betændelse i bugspytkirtlen. Det fortalte FDA i en meddelelse.

Forskere har undersøgt vævsprøver fra et "lille antal" patienter, som døde af ukendte årsager. FDA har efterfølgende bedt forskerne om at komme med yderligere detaljer om studiet samt de anvendte vævsprøver, så myndighederne selv kan undersøge sagen.

FDA nævner, at medikamenter som Novo Nordisks Victoza (Liraglutid) og de konkurrerende midler Byetta og Bydureon (Exenatid) fra Amylin og Januvia (Sitagliptin), der markedsføres af Merck, er med i "incretin mimetics"-gruppen. Det oplyses dog ikke eksplicit, hvilke midler, patienterne i studiet blev behandlet med.

Straks efter de første meldinger fra FDA, viderebragt af Bloomberg News, faldt Novo-aktien omkring kl. 15 til kurs 992 fra kurs 1001 før nyheden, og siden har den været tilbage oppe i kurs 999 og nede i kurs 990. Aktien lukkede i 996,5 kr., hvilket svarer til et fald på 1,0 pct. mod onsdagens lukkekurs. Dermed dannede medicinalaktien bundprop i C20.

I den anden ende klart i toppen befandt TDC sig. Aktien steg 2,2 pct. til 45,69 kr.

- Det skyldes, at aktien er kommet med i et europæisk indeks og derfor skal vægtes op samt det forhold, der i Europa er generelt god efterspørgsel efter teleaktier, forklarer Ole Kjær Jensen.

Uden for C20 Cap-indekset leverede H+H International inden børstid årsregnskab. Det viste tilbagegang i driftsindtjeningen, "skuffende" afsætning på de fleste markeder og et tab på 82,4 mio. kr. på bundlinjen. Der ses dog lidt fremgang i driftsindtjeningen i 2013, siger porebetonproducenten. Markedet sendte aktien ned med 4,4 pct. til 28,60 kr.

Biotekselskabet Zealand Pharma, der også leverede regnskab før børstid, sluttede uændret i 87,50 kr.

Biotekselskabet løftede omsætningen til 223,6 mio. kr. i 2012 fra 142,3 mio. kr. i 2011 og øgede driftsindtjeningen (EBIT) til 36,4 mio. kr. fra 13,4 mio. kr. året før. Det gav overskud før og efter skat for Zealand, som til gengæld ikke kan melde noget konkret ud om indtjeningen i 2013, ud over at nettoudgifterne ventes at stige til mellem 210 og 240 mio. kr.

Senere torsdag leverede Egetæpper regnskab. Egetæpper omsatte for 585 mio. kr. i perioden mod 560 mio. kr. i de første ni måneder af 2011/12, mens driftsresultatet (EBIT) landede på 42 mio. kr. mod 45 mio. kr. et år tidligere. På bundlinjen gav det et nettoresultat på 26 mio. kr. - fuldstændig som i den tilsvarende periode et år tidligere. Egetæpper faldt 1,3 pct. til 155 kr.

I toppen blandt samtlige aktier lå butiksinventarleverandøren Expedit. Onsdag meldte Hadsten-virksomheden om overskud for første gang i fire år - et comeback, som aktiemarkedet takserede til en stigning på 9,1 pct. til 300 kr. onsdag.

Torsdag vurderede en detailhandelsekspert i Dagbladet Børsen, at Expedit har gode kort på hånden i forhold til at realisere sin nye vækststrategi og fordoble salget, der i 2012 var 520 mio. kr. Aktien steg 13,3 pct. til 340 kr., efter at 473 aktier skiftede hænder.

Før handelen onsdag, hvor der kun blev omsat 15 aktier, var der ikke handlet i aktien siden 18 februar, hvor 221 aktier skiftede hænder. I februar er aktien kun handlet fire dage og i alt 287 aktier skiftede hænder i den sidste vintermåned.

Læs også