Nordjysk havneudvidelse giver 1.000 nye job

Frederikshavn Havn kan nu præsentere planen for den omfattende udvidelse af havnen.

Foto Thomas Borberg

Frederikshavn Havn regner med, at den omfattende udvidelse af havnen og havearealerne vil gå i gang næste år. Første etape vil stå færdig i 2016 og koste en halv milliard kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra havnen.

Udvidelsen skal bl.a. være med til at sikre, at havnen kan få gavn af det vækstpotentiale, som forventes: Havnen anløbes af større og større skibe, som kræver mere vanddybde og manøvreplads. I Nordsøen er der et stigende marked for servicering og ophug af offshoreinstallationer, som havneudvidelsen vil gøre det muligt at tage ind. Endelig viser en fremskrivning af godsmængder for Frederikshavn Havn en stigende aktivitet inden for især genvinding og biobrændsel, som den nye havneudvidelse og ekstra baglandsarealer vil understøtte.

Masterplan fremlægges

"Vi er glade for nu at kunne lægge den endelige masterplan frem for havneudvidelsen, som vi tog de første skridt til i 2011. Udvidelsen sker på baggrund af et ønske fra havnens kunder og interview med 12 af de største maritime servicevirksomheder på havnen.

Udvidelsen er vurderet til at give en meromsætning på én milliard kroner og op imod 1000 nye direkte og indirekte arbejdspladser. I dag beskæftiger den maritime sektor i kommunen omkring 7000 medarbejdere og står for cirka 40 procent af skatteindtægterne, så det er helt afgørende, at vi understøtter udviklingen på det maritime område", siger Preben Reinholt, projektdirektør Frederikshavn Havn.

Cowi har sammen med havnen udarbejdet en masterplan, og virksomheden er nu i gang med VVM-undersøgelse.

Udvidelse i 3 etaper

"Undersøgelsen er planlagt til at være færdig i første halvår af 2014, hvor vi samtidig vil være klar til at udbyde hovedentreprisen i EU-udbud. Derefter kan udvidelsen gå i gang, og vi forventer, at den er færdig i juni 2016," fortæller Preben Reinholt:.

Udvidelsen af Frederikshavn Havn er planlagt i tre etaper. Masterplanen beskriver den fuldt udbyggede havn, men har fokus på etape 1, der vil koste omkring 500 millioner kroner og forventes færdig i 2016. Med 1. etape etableres der nye ydermoler, sejlrenden udvides til 12 meters vanddybde og en bredde på 150 meter, svaje/bremsebassin udvides til 12 meters vanddybde samt 1.000 meter ny kaj med cirka 300.000 m bagland. Det fremtidige havnebassin uddybes til 11 meter.

Masterplanen fremlægges den 21. marts i Frederikshavn.

Orskov Yards årsresultat overrasker ledelsen positivt

Nordjysk leverandør klar til norske rigge

Regeringen vil sikre job og miljø med ny værftsstøtte

Oprydning i Nordsøen begynder tidligst om 10 år 

Læs også