Aktier: Mærsk overlevede dommens dag

Fredag blev en ventedag for for det toneangivende danske indeks, der undslap fald i den størrelsesorden, der blev set i Europa.

Samlet var der en lille fremgang for indekset i ugen. Dagen bragte de første indikationer af, hvor meget succes Maersk Line har haft med sine annoncerede ratestigninger. De var positive, og det kvitterede markedet for.

Samlet endte C20 Cap-indekset med et lille minus på 0,2 pct. til indeks 588,11. For ugen var der dog tale om et plus på 0,5 pct.

Mens Jyske Bank endte som fredagens mest stigende aktie, med et hop på 1,8 pct. til 205,30 kr., var det A.P. Møller - Mærsk, der tiltræk sig markedets og mediernes søgelys. Maersk Line havde annonceret en ratestigning på 600 dollar per tyvefodscontainer fra Asien til Europa og tallene fra spotrateindekset, SCFI, ville give en indikation af, hvor meget af den rederiet ville få igennem.

Op til tallene har Maersk Line selv kommenteret på vigtigheden af succes, og dagen er blevet beskrevet som "Dommens Dag". Dommen faldt dog til Maersk Lines fordel.

Spotrateindekset SCFI viste en ratestigning mellem Asien og Nordeuropa steg 42 pct., eller 424 dollar per tyvefodscontainer (teu), til 1423 dollar.

Dermed fik containerrederierne lidt over halvdelen af sine varslede rateløft på ruten, med effekt fredag 15. marts, igennem denne uge. Der var varslet løft på mellem 600 og 775 dollar per teu af de største rederier, heriblandt Maersk Line.

- Det ligger inden for rammerne af, hvad jeg havde regnet med. Jeg havde ventet en stigning på mellem 400 og 600 dollar, og stigningen her indikerer, at der fortsat er lidt forhandlingskraft tilbage. Hvis de kan holde raterne på det her niveau, er det godt nyt, men de skal helst ikke falde for meget tilbage her fra, sagde Jacob Pedersen, Mærsk-analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans efter tallene.

Det sendte A.P. Møller - Mærsks B-aktie op med 1,0 pct. til 46.560 kr. og for ugen op med 1,7 pct.

Nordea endte i den modsatte ende af indekset med et fald på 3,9 pct. til 67 kr. Bekymrede iagtagere kunne dog berolige sig med, at faldet var udløst at fragået udbytte på 54 eurocent.

Kigger man over ugen var Vestas C20 Caps mest stigende med et hop på 7,2 pct. Det giver en samlet stigning i marts på 13,4 pct. fra 40,80 kr. Stigningen er kommet i takt med, at risikolysten er tilbage i markedet og Vestas-skeptikerne, der har ligget i shortpositioner, er begyndt at forlade dem og dermed skal købe aktier at levere tilbage til deres modparter.

- Antallet af udlånte aktier er faldet fra 42 mio. til 32 mio. Så stigningen er i høj grad udløst af short-covering. Det sker nok delvist, fordi nogen har ramt deres stop-loss på shortpositionerne, men også på grund af den større risikovillighed i markedet, sagde chefhandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans tidligere på ugen.

Over ugen er der dog ingen aktier, der er steget så meget som aktien i Brøndby. De trængte aktionærer i den økonomiske hårdt pressede klub kunne notere sig en kursgevinst på 45,5 pct. til 16,30 kr. Det skete efter bestyrelsen i indkaldelsen til selskabets generalforsamling meddelte, at den trækker sig fra ledelsen i selskabet. Det sker for at åbne for nye potentielle investorer.

Fredag afleverede Auriga regnskab, og det var en succes hos investorerne.

Flere af tallene var kendt på forhånd, men det var forventningerne til 2013 ikke. De spår en vækst på ca. 10 pct., så omsætningen når op mod 6,8 mia. kr. Auriga forudser også en bedre indtjening i 2013, hvor EBITDA-marginen ventes løftet til ca. 12 pct. fra 10,7 pct. i 2012.

- Vi er inde i en periode, hvor vi skal vokse med cirka 10 pct. om året i gennemsnit, for der er vækst i markedet og gode markedsvilkår. Så vi er på vej opad, men det skal vi også være, og 2013 ser ud til at kunne blive et godt springbræt til at nå de langsigtede forventninger, sagde administrerende direktør Kurt Pedersen Kaalund efter regnskabet til Ritzau Finans.

Læs også