Vestas er årets bedste aktie

På årets første måneder er Vestas steget mest af aktierne i C20-indekset.

Vestas-aktien er en af de aktier, som der spekuleres mest i.  Foto: JP

Vi skal tilbage til juni 2007 for at finde Vestas-aktiens rekord. Dengang lå kursen på 692 kr., og dermed er der langt ned til 46,25 kr., som aktien sluttede i fredag.

Men Vestas-aktionærerne kan alligevel glæde sig. For Vestas er den mest stigende aktie i C20-indekset i år. Det skriver børsen.dk.

På årets første tre måneder steg aktien med 45 pct. og den seneste uge har stigningen været 5 pct.

"Selskabet har været godt fremme i pressen i denne uge, og de har sendt alle de rigtige signaler. Og de signaler er tilsyneladende også blevet opfanget af investorerne," siger senioranalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets til børsen.dk.

Ordrenedgang

Michael Friis Jørgensen påpeger, at selv om medieoffensiven har været sat ind på det seneste, så begyndte selskabets fokus på at skære på omkostningerne i oktober sidste år.

Vestas-aktien kan falde begge veje, mener Michael Friis Jørgensen. Han nævner blandt andet, at selskabet er presset af ordrenedgang og et tilskudsstop til vindmøller i USA.

Kursudsvingene på Vestas-aktien kan delvis tilskrives, at det er en af de aktier, der spekuleres allermest i, skriver børsen.dk

Læs også