Shipping-investeringer skuffer Lego-familien

Engagementet i shipping er ikke gået som ventet for investeringsselskabet Kirk Kapital.

Direktør i Kirk Kapital, Bjarne Ammitzbøll. Foto: Casper Dalhoff

Da Kirk Kapital i 2008 gik ind i shippingindustrien og i samme efterår investerede i sin første produkttanker, var det selvsagt med en forventning om, at det ville være en god forretning. Men indtil nu er det langt fra gået som håbet, fortæller Bjarne Ammitzbøll (foto), direktør for Kirk Kapital, til ShippingWatch.

”Vi går efter områder, hvor vi forventer et fornuftigt afkast, og shippingmarkedet så attraktivt ud. Indtil videre har det været knap så gunstigt, som vi på daværende tidspunkt troede, når vi tog de lange briller på,” forklarer han.

Datterselskabet Kirk Shipping A/S er sammen med Kirk Aviation A/S investeringsselskabets kommercielle forretning, mens resten af porteføljen er delt ud på obligationer, børsnoterede aktier og ejendomme. Af selskabets egenkapital på omkring fire mia. kr. er 12 pct. fokuseret i shippingdelen, som i dag ejer fem produkttankskibe opkøbt i løbet af de sidste fire år. Herudover administrerer selskabet et produkttankskib på vegne af en aktionær.

Bjarne Ammitzbøll.JPG 

I 2011 kunne datterselskabet præsentere et resultat på 2,4 mio. kr. efter skat, hvilket ikke er tilfredsstillende, understreger Bjarne Ammitzbøll. Ifølge ham skal forrentningen af egenkapitalen helst ligge på mellem ti og tyve pct.

Fortsat tro på investeringen

”Vi er jo et investeringsselskab, og vores fornemmeste opgaver er at bevare familiens reale formue på sigt og få den til at vokse. Det mangler vi på shippingdelen,” siger han og tilføjer, at selskabet dog ikke er i tvivl om, at investeringen på sigt nok skal arte sig.

”Vi ser stadig et fint forretningspotentiale fremrettet fra det nuværende ståsted. De første par måneder af året har der været relativt god fragtindtjening, der selvfølgelig er sæsonbetonet. Men vi tror på, at det nok skal skifte i løbet af de næste par år, da shipping jo er en cyklisk branche.”

Fokus på produkttank

Af samme grund valgte Kirk Kapital i 2008 at fokusere på produkttank, der ikke har lige så store bølgedale og bakketoppe som andre segmenter inden for tank, eksempelvis VLCC'er. Og siden starten har Lauritzen Tankers A/S haft det daglige operationelle og tekniske opsyn med skibene. Det var mere hensigtsmæssigt end at skulle bygge en organisation op selv, forklarer Bjarne Ammitzbøll. Selskabets fire skibe i MR-klassen er i dag beskæftiget i Hafina Managments MR-pool, mens de to andre handysize skibe er i time-charter-markedet – typisk for et år ad gangen.

Og som det ser ud nu, ligger Kirk Shipping A/S lige, hvor det skal, fortæller Bjarne Ammitzbøll.

”Vi har ikke nogen købs- eller salgsstrategi eller ambition om at blive større eller mindre. Vi holder skibene og driver dem,” siger han.

Og der er ingen nervøsitet for fremtiden:

”Vi har en meget forsigtig investeringsprofil, så jeg kan med sindsro sige, at det ikke har været en økonomiske udfordring, for vi har forholdt os til, at shippingindustrien måske ikke artede sig, som vi forventede. Vi har spredt risikoen ud.”

I 2011 havde Kirk Kapital en balance på 5,4 mia. kr. og en egenkapital på 3,8 mia. kr. Investeringsselskabet kommer med regnskab for 2012 i slutningen af april.

Avis: Skibe pressede Lego-familiens investeringsselskab i 2011

Hafnia Management får første resultat i plus

Janholt: Tankers Inc investering naturlig for J. Lauritzen 

BRANCHENYT
Læs også