Nye fupmails ligner Skat bedre end nogensinde

En ny og meget vellignende fupmail forsøger at lokke penge ud af danskerne.

Det er langt fra første gang, at Skat går ud og advarer om falske mails i omløb.

Skats navn og logo bliver misbrugt i et enormt omfang af falske mails, men heldigvis er de ofte formuleret så dårligt, at enhver kan se, de er falske.

Det er dog ikke tilfældet for de mails, der for tiden lander i danskernes indbakker. De falske mails ligner til forveksling den mail, som Skat har udsendt til borgerne i forbindelse med åbning af årsopgørelsen.

Bekymrende

Fupmailen er velformuleret og svær at gennemskue svindlen i. Den eneste forskel er, at der i den falske mail er tre links, hvor der i dem alle anmodes om kreditkortoplysninger.

"Det er bekymrende, at svindlernes metoder er blevet så raffinerede. Vi har politianmeldt det, og så forsøger vi ellers konstant at opfordre til, at man som borger er opmærksom på, hvor man giver sine kreditkort- eller personoplysninger," siger it-direktør i Skat Jan Topp til epn.dk.

Skat opfordrer til, at man sletter mailen - og hvis man uheldigvis har givet sine oplysninger, skal man straks kontakte sit pengeinstitut.

En god huskeregel er, at Skat aldrig anmoder om personlige oplysninger pr. mail.

Læs også