Maersk Oil i gang med forskningcenter på DTU

Det nye olieforskningscenter, som regeringen har stillet i udsigt, og som DUC skal finansiere, er nu på trapperne. Formålet er at forbedre olie- og gasproduktionen i Nordsøen, og centret får til huse på DTU.

Arkivfoto: JP

Som led i Nordsøaftalen skal de fire parter i DUC finansiere og etablere et forskningscenter, der skal have vægt på olieudvinding. Det center er nu under etablering, skriver Maersk Oil i en pressemeddelelse.

ShippingWatch har tidligere beskrevet, at ledende forskere på DTU er stærkt interesseret i at få olieforskningen rykket til det tekniske universitet, og Maersk Oil bekræfter nu, at forskningen netop skal finde sted på DTU.

Forskningen skal især rette sig mod at udvikle, modne og anbefale nye forskningsprojekter, som er direkte rettet mod en forøget produktion og indtjening fra Nordsøen. Samtidig er det planen, at forskningscentret skal være med til at få de studerendes øjne op for olie og gas som interessante forskningsemner.

På plads ved årets udgang

Dermed håber man fra regeringens og DUC's side, at man kan være med til at imødekomme den forventede store efterspørgsel på arbejdskraft i industrien i de kommende år.

"Det er en vigtig opgave for Danmark at få det maksimale udbytte af Nordsøens olie og gas i fremtiden, derfor er det forskningscentrets primære formål at understøtte dette. Det indledende arbejde, herunder sammensætningen af forskningscentrets ledelse og formuleringen af de særlige forskningsområder er begyndt og forventes at være færdiggjort ved udgangen af året," siger Troels Albrechtsen, senior vice president i Maersk Oil, i en pressemeddelelse.

Maersk Oil og DTU er i øjeblikket i forhandlinger om, hvordan centret skal bygges op, og hvilken ledelse, centret skal have. Samtidig er Maersk Oil også ved at tale med KU, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet om forskellige muligheder for samarbejde om forskningssamarbejdet.

De fire parter i DUC er foruden A.P. Møller-Mærsk Chevron, Shell og Nordsøfonden.

DTU-professor til rådighed for nyt forskningscenter

Semco: Forskningscenter fastholder arbejdspladser

Lange udsigter for et Nordsø forskningscenter  

Læs også