Hemmelig og ambitiøs ny bank på vej

Hemmeligt bankprojekt rekrutterer medarbejdere til kundevendt bank i Danmark.

ThinkFoto.dk

"Vil du være med til at starte en ny bank i Danmark?"

Sådan lyder overskriften på en række jobannoncer netop nu. Det fremgår ikke af annoncerne, hvem der står bag den nye bank, og for de jobsøgende vil navnet først blive afsløret ved det første interview.

Det står dog klart, at den nye bank via revisorkæmpen KPMG's rekrutteringsarm i hvert fald søger en kreditspecialist, en teamleder til sit kundecenter, en it-projektleder og en senior kunderådgiver, og at arbejdstedet ligger i Storkøbenhavn.

Store ambitioner

Banken lover i annoncerne, at de nye ansatte "bliver en del af en virksomhed med stærke værdier, en solid økonomi og kompetente kollegaer",  og i alle annoncerne betegner banken sig selv som "en bank med store ambitioner."

Det har onsdag formiddag ikke været muligt at få en kommentar fra KPMG.

I jobannoncen, hvor banken søger efter en senior kunderådgiver, fremgår det også, at rådgiveren får med privatkunder at gøre. Annoncen lægger også vægt på, at rådgiveren har særligt gode kompetencer inden for rådgivning over telefon og mail.

Ingen licens

Det ser dog endnu ikke ud til, at den nye bank har fået licens af Finanstilsynet, der i øjeblikket har 99 udstedte licenser til pengeinstitutter. Ingen af dem er nyere end den, der er givet til Landbrugets Finansieringsbank sidste efterår.

Finanstilsynet har tidligere nægtet flere ansøgninger om licenser, og har gjort det meget klart, at licensansøgninger til såkaldte nichebanker - som for eksempel nyligt statsovertagne Cantobank, der satsede 100 pct. på udlån til tyske erhvervsejendomme - ikke vil blive godkendt "i 99 pct. af tilfældende."

Tilsyn: Nichebanker - Nej tak 

Det antyder sammen med de kundevendte jobmuligheder, at den nye bank skal være en "normal" full service-bank, med dankort, rådgivning, udlån og indlån.

Profil passer ikke PFA

Pensionsselskabet PFA er i øjeblikket i gang med at oprette sin egen bank, men alt tyder på, at de opslåede stillinger er til en helt anden ny bank. Den ny bank søger nemlig blandt andet en kreditspecialist med "erfaring fra lignende job i kreditafdeling med fokus på privatkunder."

PFA har tidligere overfor FinansWatch klart udtryk, at man ikke agter at foretage udlån i den ny bank.

"Vi vil ikke lave kredit. Så vi er egentlig ikke interesserede i kunderne. Vi er interesserede i infrastrukturen," forklarede koncerndirektør Anne Broeng tilbage i februar om PFA's interesse i for eksempel at købe en skal af en krakket bank.

PFA: Vi vil ikke have en bank med kunder i 

Læs også