Centralbank fastholder lav rente

Den Amerikanske Centralbank forudser, at arbejdsløsheden forbliver høj.

Centralbankdirektør Ben S. Bernanke. Foto: AP/Andrew Harrer

Los Angeles

Federal Reserve (FED), som er USA's centralbanksystem, fastholder renten på 0,25 pct. et stykke ud i fremtiden.

Det ligger fast efter centralbankens møde torsdag i Washington D.C.

Tegn på bedring

Centralbanken, som med en betydelig handlefrihed varetager pengepolitiske og andre reguleringsmæssige opgaver i USA, forudser nemlig, at arbejdsløsheden fortsat vil forblive høj et stykke ind i 2015.

"Forholdene på arbejdsmarkedet har de seneste måneder vist tegn på en bedring, men ledighedsniveauet forbliver hævet," lyder meldingen.

Af samme grund fastholdes renten tæt på et rekordlavt niveau, fremgår det af en meddelelse fra banken.

Opkøbsprogram fastholdes

Det særlige månedlige realkredit- og obligationsopkøbsprogram på 85 mia. dollars bliver ligeledes fastholdt, trods advarsler fra mange iagttagere.

”Rådet vil fortsætte med at tage passende hensyn til effektiviteten og omkostningerne ved sådanne opkøb samt omfanget af fremskridt i retning mod de økonomiske mål,” forklarer Centralbanken, som samtidig noterer, at verdens største økonomi er vendt tilbage til en moderat vækst efter et mindre afbræk i fjerde kvartal sidste år.

BRANCHENYT
Læs også