Granskning af Vestas er lagt i graven

Belgiske Deminor har tabt magtkampen med Vestas-bestyrelsen. I hvert fald for en stund.

Et rungende nej.

Sådan lød det i går, da Vestas-aktionærerne på årets generalforsamling skulle tage stilling til et forslag fra en Vestas-ejer om at pålægge bestyrelsen at iværksætte en kulegravning af Vestas.

Bag forslaget står det belgiske advokatfirma Deminor, hvis partner Erik Bomans var mødt personligt frem på generalforsamlingen for at forklare, hvorfor de øvrige aktionærer skulle støtte forslaget.

»En granskning er nødvendig for at lette presset på aktien,« forklarede Erik Bomans, alt imens mange af de fremmødte var begyndt at udvandre.

Forslaget fra Deminor var dagens sidste på en lang liste, og på forhånd har der været indædt debat om Deminor-granskningen, som bl.a. vil tvinge Vestas-toppen til at forholde sig til, hvad der præcist skete, da man ud af det blå ændrede regnskabsregler i efteråret 2010.

Ændringen flyttede rundt på både salg og indtjening, så Vestas pludselig endte med at stå med et 2010-regnskab, der langt fra var prangende.

Reaktionen kom prompte: Kursen raslede ned.

Samtidig ønsker Deminor, der er kendt for at finde fejl og mangler i børsnoterede selskabers handlemåder for efterfølgende at kræve erstatning på vegne af utilfredse aktionærer, også at få Vestas-ledelsens svar på, hvad der præcist førte til fyringen af den tidligere finansdirektør Henrik Nørremark i februar sidste år.

En fyring som i dag har kurs mod retten, idet Nørremark har stævnet Vestas med krav om udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse på 8,5 mio. kr., som vindmøllegiganten har tilbageholdt.

Deminor har tidligere oplyst, at man i sagen mod Vestas agerer på vegne af 105 professionelle kapitalforvaltere.

Inden Deminor gik på talerstolen, havde ATP imidlertid sagt, hvad mange åbenbart tænkte: Hvorfor skal vi støtte en sag, som alene handler om at grave smuds frem om Vestas, som efterfølgende kan blive brugt til at bekrige Vestas og dermed os selv som aktionærer.

»Hvis Deminor således ønsker yderligere undersøgelser, må det blive for deres egen regning,« fastslog Claus Berner Møller, portfolio manager i ATP.

Inden generalforsamlingen har flere banker og finanshuse luftet præcis samme holdning til Deminors forslag om en granskning.

Som sidste punkt før afstemningen om forslaget, som skulle samle tilslutning fra mere end 50 pct. af de fremmødte aktionærer for at blive til virkelighed, gik Vestas-formand Bert Nordberg på podiet og slog fast, at Vestas helt og aldeles er imod granskningen.

Ikke fordi Vestas-toppen ikke ønsker at blive kigget kortene, men fordi en igangværende retssag mod Vestas i USA allerede rører ved præcis de samme punkter.

Derfor er der ifølge Bert Nordberg ingen grund til at bruge ekstra tid og penge på at søsætte endnu en undersøgelse.

Da afstemningen var slut, kunne dirigenten, advokat Klaus Søgaard fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, konstatere, at 10,20 pct. af stemmerne var for en granskning, mens 89,45 pct. var imod.

Resten stemte blankt.

Læs også