Rådgiver advarer mod alderspension

Pensionskunder risikerer at miste garanti- og bonusordninger - uden at de ved det.

Man skal sætte sig ind i betingelserne, inden man omlægger sin kapitalpension.

Danskere, der sparer op til pension, kan spare 13 mia. kr. i skatterabat, hvis de omlægger deres kapitalpension til en aldersopsparing. Det konkluderer Nykredit i en ny analyse.

Men man skal tænke sig grundigt om, inden man lader sig lokke til at ændre sin pension.

Det mener Erik Loumand, som er økonomikonsulent og pensionsrådgiver i Djursland Landboforening.

Kapitalpension
  • I løbet af 2013 skal alle danskere med kapitalpension beslutte sig for, om de vil lave pensionen om til en aldersopsparing.
  • En kapitalpension beskattes med 40 pct. Men vælger man at lave den om til en aldersopsparing i år, får man en skatterabat på 2,7 pct.
  • Til gengæld skal man betale skatten på 37,3 pct. allerede i år. Det vil sige, at en person, der har en kapitalpension på 100.000 kr., med ét slag reducerer sit indestående til 62.700 kr.

Hvad med ulemperne?

På mange pensionsordninger er der nemlig tilknyttet en forsikring, og omlægger man sin kapitalpension, risikerer man, at forsikringsdelen bortfalder.

Det bliver danskerne, ifølge Erik Loumand, ikke gjort tilstrækkeligt opmærksom på.

"Jeg kan ikke se, at det står nogen steder på pensionsselskabernes og bankernes hjemmesider. Selskaberne beskriver aldersopsparingen som et fantastisk produkt – men de undlader at fortælle om bagsiden af medaljen," siger han.

Erik Loumand påpeger, at nogle forsikringer ikke kan tegnes igen, hvis man er fyldt 50 år, og andre forsikringer bliver dyrere, hvis man skal gentegne dem på en ny ordning - for eksempel på en aldersopsparing.

Rentegaranti kan forsvinde

Han mener, at flere af de store selskaber forsøger at vride sig ud af garanti- og bonusordninger, som i visse tilfælde bortfalder, hvis en kunde skifter til en aldersopsparing.

Rentegaranti kan ellers være op til 45-55 pct. af hele pensionsopsparingen værd. Så meget betaler flere pensionsselskaber deres kunder for at opgive garanteret rente.

Forbrugerrådet advarer også:

Seniorøkonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen mener, at forbrugerne skal være vakse. De enkelte selskaber har forskellige dagsordener, så man gør sig selv en tjeneste ved at sætte sig ind i, hvad det er, man siger ja til, påpeger han.

"For mange danskere kan det betale sig at omlægge sin kapitalpension til en aldersopsparing. Men man skal være opmærksom på, om man går glip af en høj garantirente eller får reduceret sin forsikringsdækning," siger Morten Bruun Pedersen.

En garantirente betyder, at pensionsselskabet garanterer en fast rente på en kundes pension hvert år. Alternativet er en markedsrente, der kan være lavere end den garanterede rente.

"Jeg kan slet ikke genkende kritikken."

Carsten Andersen, vicedirektør i Forsikring & Pension.

Branchen afviser

Morten Bruun Pedersen påpeger, at nogle selskaber har en interesse i, at kunder beholder deres kapitalpension. Så skal opsparingen nemlig ikke beskattes nu, men først, når den udbetales engang i fremtiden.

Det giver selskabet en større formue at arbejde med, hvilket giver større indtjening.

"Andre selskaber har en interesse i, at kunder skifter til en aldersopsparing, fordi selskabet så kommer af med nogle af de høje garantirenter, de har givet deres kunder," forklarer han.

Hos Forsikring & Pension, der er brancheorganisation for forsikringsselskaberne og pensionskasserne, kalder man kritikken for "meget overraskende."

Tiltro til selskaberne

Vicedirektør Carsten Andersen mener ikke, at pensionsselskaberne undlader at oplyse om ulemperne ved at omlægge til en aldersopsparing.

"Mange pensionsselskaber er slet ikke nået til et punkt, hvor de kan rådgive kunderne. Processen med at omlægge fra kapitalpension til aldersopsparing bygger på en lovændring, som blev vedtaget umiddelbart før jul, så de fleste selskaber er stadig i fuld gang med at overveje, hvordan de skal indrette sig."

Han tilføjer, at pensionsselskaberne, når de retter henvendelse til kunderne, selvfølgelig skal oplyse om både fordele og ulemper ved at skifte pensionsform.

"Men det har jeg bestemt også en forventning om, at de gør. Jeg kan slet ikke genkende kritikken," siger han.

Læs også