Kulden koster husejere 5.000 kr.

Husejere med oliefyr får en slem forskrækkelse på varmeregningen.

Boligejere med oliefyr får en varmeregning, der er 22 pct. højere end sidste vinter. Foto: Arne Dedert/AP

Kalenderen viser forår - men Kong Vinter nægter at give slip.

Frostgrader og snebyger tvinger danskerne til stadig at fyre godt op under varmen, og det koster dyrt for de boligejere, som har installeret et oliefyr i huset.

Deres varmeregning bliver 5.000 kr. dyrere end sidste vinter.

Bremser forbruget

Det er imidlertid ikke kun den kolde vinter, som forbrugerne kan klandre for stigningen. Prisen på fyringsolie er nemlig også steget, fordi energi- og CO2-afgifter, som betales på fyringsolien, har fået et solidt nøk i vejret.

Siden årsskiftet er afgifterne således steget med 408 kr. pr. 1.000 liter fyringsolie. Tillægger man moms af afgifterne, bliver den samlede merudgift for forbrugerne 510 kr. pr. 1.000 liter fyringsolie.

"Tilsammen udgør afgifterne næsten halvdelen af forbrugerprisen på fyringsolien," siger cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen.

"Mens staten og olieselskaberne tjener på den kolde vinter, kan stigningen i varmeudgifterne være en medvirkende årsag til, at det stadig er så svært at få gang i detailhandlen. Merudgifter til varme betyder jo, at der bliver mindre til overs til andet forbrug," tilføjer han.

Læs også